Hulda Pedersen, 11.3.1875-23.2.1961, lærer, pioner for husholdningsundervisning ved Århus univ. Født på Brenderupgård ved Kolding, død i Århus, begravet sst. P. blev født tre mdr. efter forældrenes hjemkomst fra missionsarbejde i Madras i Indien. Hun var den ældste i en børneflok på 12, og der blev ikke råd til at lade hende læse til læge hvad hun drømte om. 1900 tog hun lærereksamen fra N. Zahles seminarium og ansattes samme år ved Elise Smiths skole i Århus. 1908-42 virkede hun ved Christiansgades skole i Århus hvor hun som en af pionererne for seksualoplysning tog denne undervisning op. Som lærer karakteriseredes hun som blændende dygtig. Hendes interesse og virke rakte dog langt ud over lærergerningen. Af hendes tidlige optagethed af sund levevis udsprang hendes interesse for politik der fra hendes synspunkt ikke mindst vedrørte kvinderne der i hjemmene forvaltede en væsentlig del af nationalindkomsten. Hun tog initiativ til at Århus fik en hjemmekonsulent der kunne bistå familier med budgetlægning, og hun blev, som hendes mor var det, en ivrig deltager i Dansk kvindesamfunds arbejde. 1907 blev hun formand for kvindevalgretsforeningen i Århus og medlem af dens hovedbestyrelse, og 1917-30 var hun formand for Dansk kvindesamfunds Århuskreds og medlem, senere æresmedlem af DKs hovedbestyrelse. Blandt hendes organisatoriske initiativer her var DKs sommerlejre på højskoler rundt i landet fra o. 1930. Politisk sluttede P. sig til det radikale venstre der 1918 ved det første rigsdagsvalg hvor kvinder kunne deltage valgte hende til 1. suppleant for landstingsmand Jens Holdgaard. Hun gik dog ikke ind i rigs-dagsarbejde, men lagde sit politiske virke i Århus radikale vælgerforening som hun fra 1949 var æresmedlem af. Hun var og blev først og fremmest en forkæmper for at kvindernes arbejdsindsats i hjemmene blev tilbørligt værdsat og mente at det ville kunne opnås hvis husholdningsfag blev placeret på lige fod med andre fag i højere uddannelse ved universiteterne. På et forberedende møde om et universitet i Århus rejste hun 1919 spørgsmålet om husholdningsfag ved det nye universitet. Da Århus universitet var kommet i gang nedsatte Dansk kvindesamfund 1933 et udvalg med P. som formand til at arbejde for sagen. Hun blev endvidere medlem 1941 af universitetsudvalget hvis arbejde resulterede i oprettelse af specialkursus i husholdning ved Århus universitet 1945. Som hun 1934 havde iværksat en indsamling til gennemførelse af planen om husholdningsundervisning iværksatte hun 1946 spontant en indsamling til et kvindekollegium ved universitetet, det senere kollegium 7 der blev taget i brug 1950.

Familie

Forældre: missionær, senere sognepræst i Løsning Jesper Andreas P. (1846-1930) og Maren Madsen (1853-1920). Ugift.

Udnævnelser

F.M.1.

Bibliografi

Interview i Århus stiftstid. 11.3.1945. – Kath. Bjerre i Kvinden og samf. XLI, 1925 44f; LXXVII, 1961 36f. Århus stiftstid. 24.2.1961. Århus univ. 1928-78, red. Gustav Albeck, 1978 = Acta Jutlandica LI.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig