Ida Wulff, Ida Elmine Rosaline Wulff, 15.1.1808-8.1.1876, operasanger. Født i Helsingør (Nic), død på Frbg., begravet sst. W. havde som barn været på danseskolen. Ganske tilfældigt blev hendes musikalske evner opdaget af Giuseppe Siboni der tog sig af hendes uddannelse og fik dronningen til at interessere sig for hende. At man ventede sig noget ganske særligt af W. kan ses af den kontrakt som hun ved Sibonis hjælp indgik med teatret, den første af denne art der var sluttet med en dansk. Hun tog ikke kgl. ansættelse, men lod sig engagere for otte år og på nærmere fastsatte vilkår der stillede hende lige med kgl. skuespillere. Ved sin debut 12.8.1823 som Vela i F. KuhlausLulu gjorde hun stor lykke, og det gunstige indtryk forstærkedes yderligere ved hendes anden debut som Sophia i F. Paërs Sargino hvor hun i endnu højere grad kunne brillere med sin sangkunst. W. havde en sart og fin skikkelse, livfulde øjne og en levende mimik, hendes stemme var hverken stærk eller fyldig, men blød og bøjelig og godt skolet af Siboni, således at hun med "stor Virtuositet let, sikkert og smagfuldt udførte de vanskeligste Passager". Da der over hele hendes væsen var "udbredt en egen fiin Ziirlighed" som navnlig gjorde sig gældende i naive og muntre partier blev hun ikke mindst yndet inden for syngespillet hvor hun bl.a. gjorde lykke i roller som alfen Ariel i F. Hérolds Alfen som Page, Henriette i D. F. E. Aubers Murmesteren, Anine i N. Isouards Cendrillon og Lorezza i F. A. Boieldieus Johan fra Paris. At hun i øvrigt var en højst charmerende Mozartsanger viste hun i partier som Cherubino og Susanna i Figaros Bryllup og Zerlina i Don Juan. Også i vaudevillerne anvendtes hun; således blev hun den første fremstiller af Mad. Voltisubito i Recensenten og Dyret hvor publikum var begejstret over hendes variationer, og søkadetten i De Uadskillelige. Til stor sorg for alle operaelskere forlod hun teatret efter fem års forløb; 25.5.1829 optrådte hun sidste gang i Johan fra Paris. Hendes strålende kunstnerbane blev afbrudt ved hendes ægteskab.

Familie

Forældre: handelsbetjent Peter Jørgensen W. (død 1822) og Sophie Rosaline Rose (død 1866, gift 2. gang 1822 med grosserer Niels Høeg Husted, ca. 1793-1835). Gift 16.11.1831 med premierløjtnant ved husarerne, senere ritmester, hofchef, kammerherre, overpostmester i Lübeck Ernst Frederik v. Holstein, født 10.11.1801 i Kbh. (Fødsst.), død 21.2.1883 sst. (Frbg.), s. af kaptajn, senere generalløjtnant Frederik Conrad v. H. (1771-1853) og Anna Kathinka Risting (1782-1843).

Ikonografi

Stik i rolle af C. V. Bruun, 1827. Tegn. af J. L. Lund (Fr.borg). To mal. og min.

Bibliografi

Th. Overskou: Den danske skueplads IV, 1862.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig