Ingeborg Munch

Ingeborg Munch, Ingeborg Sørine, f. Nielsen Beck Munch, 1.3.1906-8.8.1978, folkesanger. Født i Fræer ved Skørping, død på Terndrup sygehus, begravet i Torup. "Jeg hedder Ingeborg / mit døbenavn er Ingeborg Sørine Nielsen Bech / født den 1.3.1906 / i et lille bondehus på Fræer mark ved Skørping / min mor var ugift / så jeg var hvad der dengang kaldtes en hueunge" (horeunge). Sådan begynder M. sine "Erindringer". Fra ganske ung vandrede folkemindesamleren Evald Tang Kristensen om på heden, i sidste tredjedel af forrige århundrede. Blandt hedens fattige folk fandt han ufattelig mange gode folkesangere, især kvinder. En af dem hed Mette Johanne Jensdatter (1808-85). Senere giftede Tang Kristensen sig med et af hendes børnebørn, Marie Jensen. Et andet barnebarn Anne Munch blev mor til M. Medarbejderne ved Dansk folkemindesamling mødte M. i 1959. Hendes ubændige personlighed og intense syngemåde gjorde et voldsomt indtryk på medarbejderne, og mødet blev indledningen til et samarbejde som varede uden afbrydelse til hendes død. I 1970 lykkedes det at gøre kulturminister K. Helveg Petersen interesseret i M. og hun blev, sammen med spillemanden Evald Thomsen, ansat som lønnet konsulent ved Folkemusikhuset i Hogager der blev oprettet 1971 som "ramme om et arbejdsfællesskab imellem folkemusikere og folkemusikforskere". M. blev benyttet en del af de moderne massemedier: radio, grammofon, fjernsyn, film. Imidlertid, det er betegnende at hun har fået langt større virkning ved at være sammen med utallige mennesker som har lært af hende, både når hun tog imod dem i Himmerland, og når hun sang og fortalte ved folkemusikalske sammenkomster. Husmandskonen M. er uden nogen tvivl den folkesanger som har fået størst betydning for vor opfattelse af dansk musikalsk folkekultur. Hun sang ballader fra middelalderen og nyere markedsviser eller skillingsviser, klagesange og danseviser eller dansetral. De fleste havde hun arvet fra sin mors familie, andre havde hun lært af folk hun tjente sammen med, enkelte lavede hun selv. Hendes repertoire var stort og broget, men dog ikke påfaldende stort i sammenligning med mange andre folkesangeres repertoire, nulevende og fortidige. Hendes "hemmelighed" var måden hun brugte tekster og melodier på: M. evnede at synge og fortælle de samme viser og historier igen og igen, men altid på en overrumplende ny måde således at tilhørerne oplevede dem som direkte udtryk for hendes egen og hendes folks øjeblikkelige virkelighed. Men samtidig fremkaldte hendes syngemåde og fortællestil en næsten mystisk fornemmelse af en viden og en styrke der kun kan forklares som virkningen af en inderlig og nedarvet forbindelse med den musikalske folkekulturs urgamle traditioner og erfaringer.