Inger Bagger, ved dåb: Inger Hvide Jørgensen, antog navnet Bagger efter moderens mand af 2. ægteskab, 29.1.1904-10.6.1990, skuespiller. Inger Bagger debuterede som 5-årig i børneballetten fra "Elverhøj" på Odense teater. Hun optrådte på vekslende teatre i København og i provinsen men var siden 1945 ansat ved Ålborg teater. I sin indledende skuespillerkarriere var det hovedsagelig i komedierepertoiret Inger Bagger gjorde sig gældende. Ved Ålborg teater havde hun dog hævdet sig på flere områder og blev en værdifuld støtte for teatret hvor hun berigede tilskuerne inden for såvel moderne komedier som klassiske dramer. Tante To i Skærmydsler forlenede hun med en naiv, tør humor, og titelrollen i Anna Sophie Hedvig blev givet med en varme og styrke, ikke ulig Clara Pontoppidans præstation. Som moderen i Hele dage i træerne viste hun en studie i senilitetens forfald og i Stjæl lidt mindre hvor hun spillede portnerkonen og priorinden ydede hun glimrende figurtegninger i farcerepertoiret. Mødre og svigermødre var de oftest spillede typer, men Inger Bagger gav altid hver rolle et individuelt præg og erstattede sin manglende fantasiudfoldelse med gennemarbejdede rolleintentioner. Hun præsterede endvidere udmærkede portrætter i radio-teatret og blev flittigt anvendt i TV. Således spillede hun Mor Karen i Livsens Ondskab, 1972, bedstemoderen i Bernadas hus, 1975 og Fru Hvilsom i Lyse udsigter, 1976.

Familie

Inger Bagger blev født i Ålborg (Vor Frue) og døde smst.

Forældre: skuespiller Carl Peter Emanuel J. (1885–1971) og skuespiller Jutta Valborg Bang (1871–1943, gift 2. gang med skuespiller Alfred Bagger, død 1943). Gift 1. gang med skuespiller, senere direktør for Bristolteatret Henry Schmidt, født 27.10.1896 på Frbg., død 21.8.1975 sst. (gift 2. gang 1934 med skuespiller Inga Iliana Thessen, født 1908), s. af møbelfabrikant Theodor Johan Christian Peter S. (1869–1933) og Agnes Pedersen (1874–1941). Gift 2. gang med tjener Aksel Laursen, født 15.5.1914 i Århus, død 15.3.1971 i Sønderborg, søn af mejerist Carl Christian L. og Marie Augusta Larsen. Ægteskabet opløst.

Ikonografi

Foto.

Interview i Søndags-B.T. 17.11.1967. G. Sandfeld: Teaterkunst på små scener, 1969 339.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig