Ingvar Hjort, d. 1334, kgl. råd. H. forekommer allerede sidst i 1200-tallet blandt Erik Menveds råder og kom efterhånden til at indtage en fremtrædende stilling blandt disse. 1309 blev han således sendt til Norge for her at træffe aftale om et ægteskab mellem kong Hakon Vs datter Ingeborg og den svenske prins Magnus Birgersen, kong Eriks søstersøn; 1318 var han en af de voldgiftsmænd der skulle dømme i stridighederne mellem Birger og hans myrdede brødres mænd, og n.å. udnævnte Erik Menved ham til eksekutor af sit testamente. I Christoffer IIs tid hørte H. til de ældste af raderne, men han forstod ikke i den grad som mange af sine standsfæller at drage fordel af den opløsningstilstand som nu indtrådte; 1326 var han dog sammen med Knud Porse med til at plyndre Knardrup kloster som kongen havde stiftet lige før sin fordrivelse. Han sluttede sig til Valdemar III, men synes ikke at være trådt i nærmere forhold til denne; da Christoffer 1329 vendte tilbage til Danmark mødte H. hos ham og tilbød ham at overgive ham Kbh.s slot som han året forinden havde fået i forlening af sin bror biskop Jens Hind; det lykkedes dog grev Johan den Milde at få slottet i sin magt. Siden spillede H. ingen rolle.

Familie

Forældre: rimeligvis ridder Peder Ingvarsen Hind (-1261–68-) og en datter af Esbern Karlsen og Gyde Skjalmsdatter. Gift Kirsten, d. af Peder Vædder (død tidligst 1326, af slægten Ulfeldt) og Cecilie Jonsdatter Litle. -Bror til Jens Hind.

Bibliografi

Kbh.s diplomatarium, udg. O. Nielsen I, 1872 68–70 74. – A. Huitfeldt: Danm.s riges kronike. Chronologia II, kvartudg., 1601 (faksimileudg. 1977). Erik Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen, 1968. Tage E. Christiansen i Hist. t. 13.r. IV, 1977 16f. Jan Kanstrup sst. III.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig