Jørgen-Frantz Jacobsen

Jørgen-Frantz Jacobsen, 29.11.1900-24.3.1938, forfatter journalist. Jørgen-Frantz Jacobsen blev student fra Sorø, cand. mag. 1932 med historie som hovedfag og fransk som bifag. Allerede som student begyndte Jørgen-Frantz Jacobsen sin journalistiske virksomhed og gjorde sig i en række artikler, navnlig i Politikens kronik, til den færøske selvstyrebevægelses talsmand over for den danske offentlighed. 1926 sendtes han af Politiken til Island og skrev en række kronikker om det moderne Islands udvikling. I 1927 udgav han i Studentersamfundets serie Kultur og Videnskab skriftet Danmark og Færøerne, en historisk udredning af forholdet mellem dansk og færøsk.

Efter sin embedseksamen blev han ansat som Politikens skandinaviske medarbejder. 1934 knyttedes han tillige som medarbejder til Instituttet for historie og samfundsøkonomi og fik tildelt den opgave at skrive Den kgl. grønlandske monopolhandels historie. På grund af sygdom – en hårdnakket tuberkulose der medførte idelige hospitals- og sanatorieophold – måtte han dog opgive dette arbejde såvel som sit faste medarbejderskab ved Politiken, men vedblev i øvrigt med at være knyttet til dette blad som kronikør; en del af Jørgen-Frantz Jacobsens kronikker kom 1943 ud i bogform under titlen Nordiske Kroniker (i udvalg og med forord af dr. phil. Chr. Matras). 1936 udkom Færøerne. Natur og Folk der er anlagt som en grundig vejledning for rejsende, men samtidig skrevet med en kærlighed til stoffet der hæver bogen op over genren og gør den til en digters værk.

Ved sin død efterlod Jørgen-Frantz Jacobsen sig manuskriptet til romanen Barbara, en kærlighedshistorie fra Færøerne i 1700-tallet, bygget over personlige dramatiske oplevelser og præget af megen fortælleglæde og menneskekundskab. Bogen, der publiceredes 1939, vakte stor opmærksomhed i den danske læseverden; den er udkommet i mange oplag både i Danmark og udlandet og optoges 1964 i Gyldendals danske klassikerbibliotek.

Fra 1958 foreligger et repræsentativt udvalg af Jørgen-Frantz Jacobsens breve under titlen Det dyrebare liv; det giver et facetteret billede af hans fantasifulde og stoisk-muntre personlighed således som den kom til udfoldelse under en livslang kamp mod de sygdomsangreb der bestandig krydsede hans planer og i hans bedste arbejdsår skulle lægge ham i graven. Disse både lunerige og tænksomme breve består, paradoksalt nok, for en meget væsentlig del i en henført lovprisning af livets gaver, og det er især ofte i meget kritiske øjeblikke når tilværelsen synes mest truet af ulykke og udslettelse at han i tilbageskuende dvælen giver sin taknemmelighed de mest lidenskabelige udtryk.