Jørgen Bielke

Jørgen Bielke, 2.6.1621-17.2.1696, officer, rigsråd. Født på Elingård, Smålenene, Norge, død på Avnsøgård ved Jyderup, begravet i Kbh. (Trin. k.). B. blev august 1641 indskrevet ved universitetet i Leiden og 1642 i Orleans. Januar 1644 foretog han hvervninger til den norske hær i Holland. Efter hjemkomsten til Norge s.å. blev han kaptajn ved det akershusiske regiment og deltog i forskellige mindre træfninger under Hannibals-fejden. 1646 blev han hofjunker. Resten af trediveårskrigen tjente han i den kejserlige hær. 1648 forlenedes han med Ide og Marker i Norge, 1649 blev han major til fods og ledsagede s.å. Corfitz Ulfeldt til Holland. 1654–57 var han forlenet med Agdesiden; 1657 fik han Skien og Bratsberg. 1651 var han blevet medlem af den kommission der skulle undersøge Hannibal Sehesteds norske administration. Han opholdt sig mest i København men synes at have haft et dårligt forhold til adskillige fremtrædende politiske personligheder, især til kansleren Chr. Thomesen Sehested. Ved krigsudbruddet 1657 blev han generalkrigskommissær og fik ledelsen af de militære operationer nordenfjelds der førte til Jämtlands generobring. 24.5.1658 blev han generalløjtnant og chef for militsen i Norge. S.å. organiserede han sammen med statholderen Niels Trolle, til hvem hans forhold i øvrigt ikke var godt, tilbageerobringen af det afståede Trondheim len. Sin største indsats ydede han i kampene i det sydøstlige Norge hvor han afviste de gentagne svenske angreb på Fredrikshald. I kraft af sine militære bedrifter, kølige forhold til adskillige af aristokratiets spidser og sine utvivlsomme sympatier for en stærkere kongemagt synes vejen til magt og indflydelse ham åben efter statsforandringen 1660. 22.11.s.å. blev han rigsråd. Han blev tillige vicepræsident i krigskollegiet og fik plads i højesteret. Hans ægteskab med Joachim Gersdorffs datter understregede hans tilknytning til det nye system. Han synes imidlertid at have manglet anlæg og interesse for administrativt arbejde. Af 107 møder i krigskollegiet nov. 1660-dec. 1661 deltog han kun i 47, og kun sjældent fremkom han med selvstændige indlæg; i reglen sluttede han sig til den foregåendes votum. Desuden var hans forhold til krigs-kollegiets præsident Hans Schack køligt, og det skyldes formentlig dennes indflydelse, at Claus Ahlefeldt blev foretrukket som kommanderende general i Norge, trods de krav B. i kraft af sin fortid syntes at måtte have på netop denne stilling. 1662 måtte han afgive Bratsberg len med løfte om et lige så indbringende i Danmark, men først 1664 fik han Kalundborg og Holbæk amter, men størstedelen af disse var udlagt til kongens kreditorer. Når B. nu kom i modsætning til flere af de betydeligste blandt det nye styres mænd på samme måde som han tidligere havde været det til det gamles synes en væsentlig årsag at have været en overdreven selvfølelse i forbindelse med en stærk opportunisme, hvilket nødvendigvis måtte vække irritation. At hans stilling blev opfattet som prekær fremgår af Corfitz Ulfeldts påstand om at han havde forbindelse med den adelige opposition i Danmark, uagtet dette næppe var korrekt. Med Christian Vs tronbestigelse februar 1670 ændredes hans stilling væsentligt. Allerede april s.å. blev han medlem af statskollegiet og 26.5.1671 blev han gehejmeråd. Politisk søgte han tilknytning til P. Griffenfeld hvilket for så vidt var naturligt, da B. nok var tilhænger af enevælden men tillige en afgjort modstander af den kreds af tyske hofmænd og officerer der havde spillet en så fremtrædende rolle i 1760 erne men som nu trængtes tilbage af Griffenfeld. Medvirkende til den position han erhvervede sig i Griffenfelds magtperiode var uden tvivl hans hustrus bekendte forhold til rigskansleren, en forbindelse hvis fordele B. uden tøven indkasserede. Maj 1674 blev han under kongens fravær statholder i København. 7.6.1675 blev han statholder på Sjælland og overkommandant i København. Griffenfeld synes endvidere at ville have udnævnt ham til rigsfeltherre efter Hans Schack og hans hustru til overhofmesterinde.

Griffenfelds fald måtte naturligvis gøre hans stilling prekær. Bevæget af sin hustru synes han uden held at have gjort et forsøg på at mildne kongens vrede mod sin hustrus elsker og egen beskytter. Magdalene Sibylle blev forvist fra København, og selv blev han sendt til Ålborg for at føre tilsyn med brevvekslingen mellem Danmark og Norge. Formentlig var det først og fremmest hans hustru der skulle holdes borte fra København, thi efter Griffenfelds domfældelse blev B. kaldt tilbage og overtog på ny sine embeder. Det har heddet sig at hans hustrus tilbagevenden til Ny Amager (nuv. Frederiksberg) maj 1677 foranledigede en ordre til B. om at tage ophold i sine amter, men allerede i april anfører B. selv at have modtaget en sådan ordre. Hermed var det reelt forbi med hans indflydelse, selv om han først officielt afskedigedes som statholder og overkommandant 6.12.1679 med fornyet pålæg om at begive sig til sine amter. Siden levede han i en slags forvisning fra København. Hans økonomiske forhold der aldrig havde været gode, blev stadig mere fortvivlede, og han måtte skille sig af med sine mange godser i Danmark og Norge på nær Avnsøgård ved Jyderup på Sjælland. Fra disse år stammer hans selvbiografi (går til 1670) hvor han giver udtryk for sin bitterhed over den efter hans egen opfattelse uretfærdige behandling der blev ham til del. På den anden side vidner dette skrift med dets ofte ekstreme overvurderinger af hans egen rolle og betydning om de karakteregenskaber der i længden måtte odelægge hans karriere. Derudover har erindringerne interesse ved den detaljerede beskrivelse af kampene i Norge 1657–60.