Jørgen Pedersen (journalist)

Jørgen Pedersen, 18.1.1841-6.7.1920, journalist, politiker. Født i Nørre Lyndelse, død i Odense, begravet sst. Efter nogle år ved landbruget kom P. på C. Kolds højskole i Dalby 1859, virkede som lærer et årstid og tog lærereksamen fra Blågård seminarium 1863 hvorefter han var lærer ved Kolds højskole i Dalum til 1868. Han vendte tilbage dertil efter et år som lærer på Vejstrup højskole og bestyrede skolen i Dalum 1870-72 efter Kolds død. Han var Kolds elev endnu mere udpræget end Klaus Berntsen, men en helt anden natur end han, mindre lyrisk, mere sindig. 1.1.1873 overtog P. ledelsen af det året forinden oprettede venstreblad i Odense Fyns Tidende. En tiltrædelsesartikel lyser af hans frejdige tro på at udviklingen "nødvendigvis" ville føre fremad i "frisindet og folkelig retning". Han lovede sine læsere et "frihedsblad" i overensstemmelse med det forenede venstre og særlig oplysende om alt hvad der foregik på rigsdagen og under danskhedens kamp i Slesvig. Som grundtvigsk sindet venstrepolitiker blev P. en af dem der førte ånden fra Sofus Høgsbros Dansk Folketidende over i en levedygtig provinspresse. Han var en jævn, klar skribent, klog politiker og praktisk forretningsmand og stod i afstamning og dannelsesform i nær føling med sine læsere. Han tog heller ikke fejl i at udviklingen var med et bladforetagende som Fyns Tidende. Fra en lille trespaltet avis med 500 abonnenter arbejdede han den frem til 9 000 abonnenter i 1902 da han overlod redaktionen til P. H. Nygaard, men fortsatte som medejer og medarbejer ved bladet til sin død. Fyns Tidende var blandt det moderate venstres, senere venstres, vigtigste talerør og et hovedorgan for fynske landboere. – 1873 opstillede P. til folketinget i Assenskredsen og vandt den 1876 fra højre. Med en kort afbrydelse 1879 beholdt han kredsen til han 1886 indvalgtes i landstinget hvor han sad til sin død. Han var den målbevidste forkæmper for selvstyre og deltog fra første færd ivrigt i kampen mod provisorierne under Estrup både i sit blad og på rigsdagen, ofte skarp over for højre. Som født modstander af yderligheder gik han dog under Frede Bojsens førerskab ind i forligsarbejdet og var fra 1895 det moderate venstres ordfører i. landstinget, et ordførerskab han beholdt efter de moderates sammenslutning med venstrereformpartiet 1910 i partiet venstre.

Der bestod alle dage en dyb modsætning mellem P. og det khh.ske radikale, antimilitaristiske venstre. Allerede 1875 stod han sammen med Klaus Berntsen og Anders Tange i spidsen for en fynsk adresse til regering og rigsdag om en styrkelse af forsvaret, og 1901 påpegede han i sit blad at systemskiftets regering ville møde vanskeligheder i forsvarsspørgsmålet og i holdningen til socialdemokratiet. Som medlem af forsvarskommissionen af 1902 holdt han bestemt på bevarelse af Kbh.s befæstning som han allerede i 1880erne havde advaret mod at nedlægge. Han så i 1890ernes agrarbevægelse en trussel mod sammenholdet i venstre og førte i sit blad en kraftig kampagne mod dens snævre stands-synspunkter. Som liberal af grundholdning virkede han for toldnedsættelser og gik som medlem af landbokommissionen af 1911, modsat partifællen V. Pinholt, mod udstykning af husmandsbrug på jordrentevilkår. Da konseilspræsident Klaus Berntsen 1912 forelagde sit grundlovsforslag der straks fik tilslutning af radikale og socialdemokrater fulgte P. modsat sin gamle kampfælle en moderat kurs og sluttede sig til J. C. Christensens taktiske samarbejde med højre om konservative garantier i et nyt landsting, men da højre jan. 1915 indledte de forhandlinger med den radikale regering Zahle der førte til grundlovsforliget i marts var P. venstres hovedforhandler i landstinget – delvis uden om J. C. Christensen – og kunne således medvirke til virkeliggørelsen af hovedpunktet i det forenede venstres program som han som ung mand havde skrevet så begejstret om.