Jørgen Trolle

Jørgen Trolle, 8.3.1905-25.1.1985, jurist. Født i Kbh. (Johs.). T. hører som jurist til de få der har formået at forene et praktisk juridisk virke med udfoldelsen af et juridisk forfatterskab på meget højt niveau i form af originale og levende bidrag til løsningen af juridiske problemer. Som statsadvokat i Kbh. i besættelsesårene stod T. over for en række vigtige og vanskelige opgaver, bl.a. når det gjaldt administrationen af en væsentlig del af den kriselovgivning som besættelsestiden gav anledning til. Særlig den politiløse tid, perioden efter tyskernes opløsning af politiet 19.9.1944 og frem til befrielsen stillede store krav til statsadvokatens smidighed og dygtighed. I bogen Syv Maaneder uden Politi, 1945, har T. givet en meget læseværdig fremstilling af retshåndhævelsen i denne periode på grundlag af sine erfaringer som statsadvokat. På baggrund af T.s indsats som statsadvokat måtte det fremstå som en forbigåelse, at han i modsætning til de øvrige statsadvokater ikke blev beskikket til at virke som anklager i sagerne mod landssvigerne i henhold til straffelovstillægget af 1.6.1945. Årsagen hertil var formentlig; at justitsminister N. Busch-Jensen ønskede to statsadvokater med tilknytning til modstandsbevægelsen beskikket i Kbh. i de særlige sager. Til gengæld kom T. til som ordinær statsadvokat at behandle en række andre af efterkrigstidens store sager. Bogen Procedure i Straffesager, 1951, er et resultat af T.s erfaringer som anklager. 1945-46 var T. beskikket til at bistå den franske anklager under Nurnbergprocessen. En række tidsskriftbidrag fra denne periode viser ham tillige som en kritiker af den måde hvorpå retsopgøret blev grebet an.

Samtidig med sin 25-årige virksomhed som dommer 1950-75 har T. i et rigt juridisk forfatterskab ydet bidrag til retsvidenskaben. En væsentlig del af forfatterskabet består af mindre afhandlinger om en række forskellige juridiske emner, og efter hans indtræden i højesteret af talrige kommentarer til rettens domme der blev trykt i juridiske fagtidsskrifter. 1959 tildeltes T. den juridiske æresdoktorgrad, en sjælden hæder for den litterære del af hans virksomhed. T.s kendteste værk er bogen Risiko og skyld, 1960 (2. udg. 1969), hvori han giver en levende og indsigtsfuld fremstilling af reglerne om erstatningsansvar således som de især kan udledes af domstolenes praksis. Det er T.s tese at overvejelser over, hvem der bør bære risikoen for en skade, spiller en vigtig rolle ved domstolenes stillingtagen i erstatningssager. I det lovforberedende arbejde har T. taget virksom del, således ved forberedelsen af ny arvelovgivning, i lovudvalget for Grønland, udvalget om statens og kommuners erstatningsretlige ansvar, ægteskabslovudvalget, forsikringsudvalget og senest ved forberedelsen af registerloven. T.s engagement i disse legislative arbejder har sat sig en række spor i videnskabelige afhandlinger og i fagtidsskrifter, særlig inden for ægteskabs- og arveretten og forsikrings- og erstatningsretten. T. har tillige både nationalt og på internationalt plan været engageret i praktiske og teoretiske drøftelser af voldgiftsinstituttet. Efter sin afgang som dommer udsendte T. 1977 erindringsværket Ret og vrang hvori han skildrer sine opvækstforhold og sin gerning som jurist. Værket vidner tillige om T.s store interesse og sans for andre dele af tilværelsen end dem der knytter sig til det fagligt juridiske. Interessen for naturen og særlig ornitologien indtager her en vigtig plads.