Jürgen Marcussen, 10.5.1781-9.11.1860, orgelbygger. Født i Snogbæk, begravet på Åbenrå kgd. På grund af trange kår i hjemmet blev M. sat i pleje hos snedker Alexander Alexandersen i V. Sottrup. Efter en uddannelse i snedkerfaget kom han 1802 i orgelbyggerlære hos Hans Frederik Oppenhagen (1763-1833) i Rudkøbing. Uoverensstemmelser med læremesteren, der uden tvivl så en farlig konkurrent i sin opvakte elev, bevirkede dog at M. ikke stod læretiden ud, men efter halvandet år vendte tilbage til plejeforældrene i V. Sottrup. Her byggede han på egen hånd sit første orgel, et lille positiv der stod færdigt 1806 og ifølge traditionen solgtes til Tønder seminarium. Samme år giftede han sig og bosatte sig i V. Sottrup. Selv om M. først 1811 fik koncession som orgelbygger, regnede han firmaets grundlæggelse til 1806. 1816 fik han en alsidigt begavet lærling, Andreas Peter Wilhad Reuter (1798-1847) der efter få års forløb blev kompagnon i firmaet. September 1826 stadfæstedes dette forhold ved en overenskomst, og firmanavnet var herefter Marcussen & Reuter. 1830 flyttedes værkstedet fra V. Sottrup til orgelbyggergården i Åbenrå hvor Marcussen-firmaet siden har haft til huse. Et par store, vellykkede arbejder, orglet til den nye Christiansborg slotskirke (1829) og ombygningen i Roskilde domkirke (1833) var medvirkende til at skaffe Marcussen & Reuter titlen kongelige danske orgelbyggere 1836. I de følgende år kom de bl.a. til at bygge i Slesvig domkirke (1840), Kiel Skt. Nicolai kirke (1842), Kronborg slotskirke (1843) og Fredensborg slotskirke (1846).

Selv om M. stort set var selvlært var hans orgelbyggeri ubestridt det førende i landet, og C.E.F. Weyse, der ofte blev rådspurgt som orgelsagkyndig, protegerede ved flere lejligheder de to sønderjyske mestre. Reuters død 1847 gjorde en brat ende på det frugtbare samarbejde, og året efter skiftede orgelbyggeriet navn til Marcussen & Søn, idet Jürgen Andreas Marcussen (1816-1900) var blevet kaldt hjem fra et flerårigt studieophold i Tyskland for at tage del i firmaets ledelse. Ved M.s død var der leveret 35 instrumenter under det nye firmanavn, heriblandt det store orgel til domkirken i Göteborg (1850).

Familie

Forældre: tømrer Jürgen Marcussen Reventlov. Gift 1806 med Anna Marie Andresen.

Ikonografi

Litografi. Maleri.

Bibliografi

L. J. Cirsovius: Lebensbild der Orgelbaumeister M. und Sohn, Kiel 1891. Povl Hamburger: M. & søn 1806-1931, 1931. Niels Friis: M. & søn 1806-1956, 1956.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig