J.J. Jensen, Jens Jørgen Jensen (-Onsted), 1.1.1860-29.8.1933, landmand, minister. Født i Virring, Fruering sg, død i Torrild, begravet sst. J.s barndom og ungdom var landsbybarnets. Han begyndte som landbrugsmedhjælper, men allerede 22 år gammel udvandrede han til USA. Her blev han dog kun fire år, og da han vendte tilbage kunne han købe et husmandssted i Mjesing ved Skanderborg. Den velbegavede, opvakte husmand, frigjort i sit syn på mange forhold ved sit Amerikaophold, blev nu en banebryder for husmandsbevægelsen på egnen. 1899 droges han, som så mange af de dygtigste i hans stand, mod et større brug som han følte evner til at magte, og købte en gård i Onsted ved Odder. Allerede nu var han blevet kandidat til folketinget, valgtes 1901 i Bjerrekredsen og havde sæde i tinget til 1906 da han var blandt de radikale venstremænd som blev straffet på valgdagen for deres brud med venstrepartiet og dannelsen af det radikale venstre. Da C. Th. Zahle dannede sit første ministerium 1909, blev J. medlem af regeringen. Som minister for offentlige arbejder måtte han straks ind i en på enkeltheder rig og vanskelig debat som han dog klarede godt ved sin naturlige veltalenhed og frimodighed. Men en udtalelse på et møde om officerstanden bragte ham under stærk offentlig kritik og i modsætning til sine ministerkolleger, over for hvem han, som konseilspræsident Zahle som svar på en forespørgsel udtrykte det i folketinget, ved sin alt for forbeholdne optræden kom til at stå i et uklart lys. Han måtte som følge heraf træde ud af ministeriet allerede få måneder efter dets dannelse (febr. 1910). Han stillede sig dog siden atter til valg og opnåede dette 1918 da han valgtes til medlem af folketinget for Ringkøbing amtskreds, et mandat han dog kun sad inde med til 1920. I tinget røgtede han sine ordførerskaber med indsigt og interesse. – J. var 1903 medlem af den kommission der blev nedsat efter de vestindiske salgsplaners stranding og efter personligt besøg på øerne afgav en betænkning. 1910 solgte han sin gård og var fra 1911 ejer af et fortinneri i Tranbjerg ved Århus; han var på sine gamle dage, som i de unge, en håndens arbejder. – Han tog ivrig del i afholdsbevægelsen.

Familie

Forældre: husmand Jens Pedersen (Norge) (1826–1905, gift 2. gang 1864 med Ellen Sørensen, 1820–89) og Ane Johanne Nielsen (1833-M). Gift 12.2.1886 i Hvilsted med Johanne Christiansen, født 28.6.1858 på Svejstrup Østergård, død 23.11.1932 i Torrild, d. af gårdejer Rasmus C. (1820–87) og Ane Cathrine Olesdatter (1826–89).

Udnævnelser

F. M. 1. 1903.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901–03. Silkeborg venstrebl. 30.8., 4.9 og 5.9.1933.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig