J.P. Grüne

J.P. Grüne, Johan Peter Martin Grüne, 21.3.1805-19.2.1878, journalist. Født i Kbh. (Garn.), død sst. (Garn.), begravet sst. (Garn.). G. var 1825-33 på drejerprofessionen i Tyskland, Schweiz og Italien, levede navnlig længere tid i Milano. Med stor ihærdighed skaffede han sig megen og sikker viden i sprog, historie, geografi og på endnu flere områder, og dertil kom snart en mundtlig og skriftlig fremstillingsform der ikke røbede den selvgjorte mand, noget han ellers vedblev at være i sind og skind. Endog velskabt tysk lyrik magtede han (en samling i Gæa 1847). Fra 1834 skrev han i Kjøbenhavnsposten, og da dets anselige medarbejdere dec. 1839 gik til Fædrelandet, blev han dets redaktør (om end hans navn på grund af censurdomme ikke står derpå 1840-46) indtil det gik ind 1856, og under en ti måneders genoplivelse 1858-59. Det blev aldrig nogen økonomisk succes, og uanset G.s offervillighed og tilfredse fordringsløshed holdtes det i længden kun oppe ved støtte fra meningsfæller; men uden virkning i samtiden og uden historisk interesse blev det ingenlunde. G. var kristeligt farvet socialdemokrat rried afgjort betoning af det sociale. Derfor kunne han i marts 1848 som skribent, som medlem af Håndværkerdannelsesforeningen og på Hippodrommøderne holde kravet om almindelig valgret frem mod tvivl og tøven fra de liberales side og efter sejren vedligeholde en mistænksom frondørstilling over for de toneangivende kredse. Men da valgretten i sig selv ikke syntes ham at hindre det akademiske borgerskabs formynderskab over menigmand, og da han fandt dette borgerskabs hovedidé, nationaliteten, tom og farlig, blev han, der elskede sit stamland Tysklands kultur og folkeart, denne idés erklærede modstander og gik over til helstatspolitikken, idet han oprindelig opfattede den Ørstedske fællesforfatning som et nødvendigt onde ("enten maa Staten eller Friheden indskrænkes"), men efterhånden tog alle konsekvenser. Hans idealer – et aristokrati eller endog et teokrati der sørgede for almenheden, upåvirket af kapitalismen - var for abstrakte som program, og praktisk set blev han ikke stort andet end en torn i kødet på de sejrende nationalliberale der da heller ikke sparede ham. 1862-67 blev han endnu mere sort får som redaktør af ugebladet Kronen. Men hans kritik af den økonomiske individualisme under dens sejrrige gennembrud peger mod en fjernere fremtids sociale stat, og i enkeltheder bragte han mangt et korrektiv til hvad der var ovenpå i den offentlige mening. En af hans gamle bitre modstandere, C. St. A. Bille, har givet ham det eftermæle at han var en helt igennem nobel og hæderlig karakter der ret beset altid blev sig selv lig.