J.P. Thomsen Møller, Jens Peter Thomsen Møller, 25.5.1859-29.9.1938, mejeripioner. Født i Løvel ved Viborg, død sst., begravet sst. M. var elev på Skals højskole 1879 og ejede 1884-1916 Lindbjerggård ved Løvel. Fra sin tidlige ungdom tog han megen del i det landøkonomiske foreningsarbejde, var med til fra begyndelsen at organisere landbrugets andelsforetagender, og især inden for mejeribruget udrettede han et stort arbejde og fik ikke ringe indflydelse på de former hvorunder samarbejdet mellem mejerierne organiseredes. 1886 fik han oprettet Rødding Andelsmejeri hvis formand han var 1889-1914. 1889 var han medstifter af Viborg amts mejeriforening hvor han var formand til 1894 og 1903-26. Herfra trådte han ind i ledelsen af De samvirkende jydske mejeriforeninger som han var formand for 1906-25, og det var især på denne post at hans indflydelse kom til at gøre sig gældende. M. bidrog til at give de jyske mejeriforeninger en førerstilling, men stillede sig temmelig køligt over for en stærkere udvikling af det landsomfattende samarbejde. De enkelte landsdeles organisationer måtte ikke miste deres særpræg og selvstændighed. Da de danske mejeriers fællesorganisation oprettedes 1912, blev M. medlem af bestyrelsen og var formand 1923-25. En årrække var han medlem af andelsudvalget og tog del i ledelsen af De danske mejeriers fællesindkøb, Dansk andels kulforretning og mejeristatistik-udvalget, men under vanskelighederne 1925 for Den danske Andelsbank, i hvis bestyrelse M. havde sæde, trak han sig tilbage fra sine ledende hverv inden for mejeribruget. På andre områder fortsatte han i de følgende år sit arbejde i organisationens tjeneste, navnlig i kreditforening og brandforsikring. Sammen med P. Grønvald-Fynbo udgav han 1909-10 en god og veltilrettelagt håndbog Praktisk Landbrug. Ved folketingsvalget 1895 var han som forligsvenlig opstillet mod Anders Nielsen (1862-1914).

Familie

Forældre: gårdejer Peder Thomsen M. (1824-1906, gift 2. gang med Frederikke Pedersen, 1849-70, gift 3. gang 1871 med Ane Kirstine Madsen) og Johanne Jensen (1829-69). Gift 1. gang 22.4.1884 i Løvel med Ane Marie Pedersen (Vesterby), født 8.9.1859 i Løvel, død 18.6.1902 sst., d. af gårdejer Peder Thomsen (Vesterby) (1823-78) og Karen Jensen (1824-94). Gift 2. gang 8.10.1903 i Viborg med Anna Sophie Alexandra Christensen, født 10.3.1864 i Låsby, død 2.7.1929 i Løvel, d. af møller Christian Hansen og Ane Birgitte Dorthea Riisberg.

Udnævnelser

R. 1919.

Bibliografi

R. K. Bertelsen: Anders Nielsen, 1915 42. Niels Porse i Andelsbl. XX, 1919 395f; A. A[xelsen] D[rejer] sst. XXXIX, 1938 1472-74. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig