J.W. Hornemann

J.W. Hornemann, Jens Wilken Hornemann, 6.3.1770-30.7.1841, botaniker. Født i Marstal, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). H. blev undervist hjemme til 1783 da han blev optaget i huset hos sin svoger, pastor Morten Bredsdorff i Vester Skerninge som var meget kyndig i naturhistorie. 1786 kom han til København, hvor han blev student 1788 (privat dim.) og derefter studerede naturhistorie ved universitetet og fra 1789 ved det nyoprettede naturhistorieselskab hvis lærer, Martin Vahl, blev hans ven og store forbillede. Samtidig med studierne underviste han, og han kritiserede i Minerva 1797 den elendige naturhistorieundervisning i skolerne og foreslog i stedet ekskursioner og iagttagelser i naturen. 1793 udsatte Johan Bülow, Sanderumgård, i naturhistorieselskabet en prisopgave om en dansk økonomisk plantelære. H. vandt første pris, og 1796 kom 1. udgave af hans Forsøg til en dansk oeconomisk Plantelære som i en stærkt omarbejdet og udvidet 3. udgave med fyldige beskrivelser og lokalitetsangivelser blev den eneste håndbog i den danske flora indtil Johan Langes (1818–98) håndbog udkom 1850–51. 1798–1800 rejste H. i Tyskland, Frankrig med Pyrenæerne, Holland og England og gjorde undervejs bekendtskab med mange ledende botanikere med hvem han senere udvekslede planter, frø og breve. 1801 blev han lektor ved Botanisk have og 1804, efter Vahls død, fik han overdraget udgivelsen af Flora Danica og forelæsningerne ved universitetet; 1808 blev han ekstraordinær, 1817 ordinær professor ved universitetet og direktør for Botanisk have som dengang lå ved Charlottenborg. Her kom hans udenlandske forbindelser til gavn, og haven modtog planter og frø i bytte fra andre europæiske haver. Botanisk haves gamle kataloger i H.s sirlige skrift vidner om hans omsorg. Han udgav et beskrivende katalog over havens planter, Hortus regius botanicus Hafniensis I-II, 1813–15, med en del nybeskrivelser. Af Flora Danica udgav han 18 hæfter, for en stor dels vedkommende bygget på egne indsamlinger i Danmark, Norge og hertugdømmerne. H.s videnskabelige indsats bragte ikke nye impulser, hverken ved hans egen indsats eller inspireret af strømninger i udlandet; han stod helt igennem som repræsentant for traditionen fra Carl v. Linnés dage. På et enkelt område, indførelsen af planter til Danmark, tog han et nyt emne op med afhandlingen En Fortegnelse over de vildvoxende, men i ældre Tider indførte Planter i Danmark, 1839–40. Personligt var H. afholdt, og hans hjem var et samlingssted for kolleger og kunstnere hvor musikken dyrkedes flittigt. 1813 blev han medlem af Videnskabernes selskab og 1836 æresdoktor ved Kbh.s univ. Desuden var han medlem af mange udenlandske videnskabelige selskaber. Hans store herbarium er nu på Botanisk museum. Tre planteslægter blev opkaldt efter H., af hvilke kun den af Vahl benævnte (af bøllefamilien) endnu bærer hans navn.