Jacob Lodberg

Jacob Lodberg, 27.9.1672-31.12.1731, biskop. Født i Roskilde, død i Odense, begravet sst. (Skt. Knuds k.). L. gik først i skole i Ribe, siden i Fredericia, hvorfra han blev student 1687. I sin studietid var han nøje knyttet til H. G. Masius, under hvis præsidium han 1690 forsvarede en disputats hvori han med stor skarphed drog til felts mod Bossuets nadverlære. Efter en kortere tid som hører i Ribe drog han 1690 udenlands, blev immatrikuleret både i Oxford (1692) og Leiden (1693) og vandt i England stor yndest hos sin fars tidligere discipel, prins Jørgen der anbefalede ham til Christian V. Kongen gav ham 1693 et kanonikat i Ribe og 1695 ekspektancebrev på et professorat i Kbh. Hertil havde han bl.a. kvalificeret sig ved sin disputats De Valentino et Valentinianis, 1695, et af de grundigste arbejder om et emne fra den almindelige kirkehistorie som vor ældre litteratur kan opvise. Imidlertid blev han 1699 lektor i Århus og derpå 1701 stiftsprovst og sognepræst ved Vor Frelsers kirke i Kristiania (Oslo) hvorfra han 1707 kom tilbage til Kbh., først som sognepræst ved Nicolai kirke, denæst fra 1711 som stiftsprovst og sognepræst ved Vor Frue kirke. Som nær discipel af Masius tilhørte L. vistnok oprindelig den ortodokse lejr, om end med en hældning mod den "engelske" retning. Mens han var præst i Kristiania viste han sig under stridigheder med nogle pietistiskfarvede separatister som en "ortodoksistisk ivrer", men efter sin tilbagevenden til Kbh. skiftede han i nogen grad standpunkt. Dette skyldtes vistnok dels at han gennem sit ægteskab kom i forbindelse med kredsen omkring dronning Louise, dels hans venskab med hofpræsten F. J. Lütkens. Han fik større sympati for pietismen og måtte nu opleve at gammeldagstænkende (som Morten Reenberg) betragtede ham med mistænksomme øjne. Særlig var dette tilfældet efter 1714 da han havde fået sæde i missionskollegiet. I tråd med pietistiske tendenser faldt også L.s ivrige arbejde for udvidet katekisation og bedre fattigpleje. Hans interesse for fattigvæsenet bragte ham dog 1716 i en ubehagelig situation da han i en prædiken havde kritiseret fattigordningen af 1708. Der blev indledt disciplinær undersøgelse mod ham, og kun ved Frederik IVs personlige velvilje for ham blev sagen bilagt uden alvorligere følger. 1718 udnævntes han endog til biskop over Fyns stift. Dette embede bestred han med stor dygtighed indtil sygdom hæmmede hans handlekraft. Ligesom tidligere omfattede han også nu skolevæsen og katekisation med særlig interesse. Som hjælpemiddel til at fremskaffe større ensartethed i katekisationen udgav han 1720 Korte Spørgsmaal over Catechismum med Svar. Pædagogisk set havde denne forklaring afgjorte fortrin, indholdsmæssigt er den på flere punkter påvirket af pietismen, men i den fandtes en del uheldige udtryk der affødte berettiget kritik. Som kirkemand var L. en økumenisk natur, stadig i udvikling og efter tidens forhold i besiddelse af et uhildet blik. Hans betydelige lærdom skabte respekt om ham, og for sit velvillige sindelag pristes han af mænd af vidt forskellig støbning.