Jacob Paludan, Stig Henning Jacob Puggaard Paludan, 7.2.1896-26.9.1975, forfatter. Jacob Paludan gik i Krohns skole, Metropolitanskolen og Vestre Borgerdydskole hvorfra han tog realeksamen 1912. Han var i apotekerlære i Nykøbing Falster og Ålborg 1913-16, fik medhjælpereksamen 1916 og blev cand.pharm. 1918. Derefter var han ansat ved forskellige apoteker i Fredensborg, Helsinge og på Frederiksberg. Især tiden i Ålborg fik en særlig betydning for Jacob Paludan, og hans oplevelser i provinsmiljøet genspejles i flere af hans bøger. 1920 brød han op og rejste til Ecuador. Efter et ophold i New York vendte han 1921 tilbage med en last af dyb skepsis over for den moderne mentalitet og dens dyrkelse af teknikkens landvindinger. Efter sin hjemkomst arbejdede han igen på Frederiksberg Apotek men besluttede 1925 at leve som fri forfatter; fra 1933 kom han fast på finansloven. Han har været kronikør og boganmelder ved Nationaltidende (senere Dagens Nyheder), Politiken og Aarhuus Stiftstidende og fra 1940 redaktør af Hasselbalchs Kultur Bibliotek.

De negative indtryk fra Amerikaopholdet blev afgørende for Jacob Paludans forfatterskab. De førte til en lidenskabelig fordømmelse af den nivellering af menneskets åndelige behov der for Paludan var resultatet af efterkrigsårenes voksende materialisme. Denne "amerikanisering" med dens dyrkelse af det letkøbte, overfladiske og mekaniske udgjorde ikke blot en trussel mod Jacob Paludans eget romantiske og konservative livssyn men opfattedes også som spiren til nutidens kulturforfald og vulgaritet. Den satiriske tidskritik antager i Jacob Paludans første romaner en vrængende tone: ironien bliver patetisk. De nord- og sydamerikanske miljøer, hvis hæslighed og råhed er tegnet med ensidighedens skarphed udgør i De vestlige Veje, 1922 de farverige kulisser for en desillusioneret emigrants indre monologer. Dennes selvmord forkyndes af journalisten Erup i Søgelys, 1923 der i sin mondænitet og hulhed er et koncentrat af Jacob Paludans yndlingsaversioner. Her er satiren – og forfatterens pessimisme – overført på et københavnsk pensionatsmiljø og dets tragikomiske gæster der udleveres under en byge af drøje udfald – og enkelte pletskud – rettet mod ekspressionistisk lyrik, kvindefrigørelse og anden fordærvelig indflydelse fra USA, modernismens forjættede land. Mod dette "Middelmaadighedens Aarhundrede" kontrasteres en hjemvendt dansk-amerikaner, gådefuld som en hamsunsk helt, en repræsentant for førkrigskulturen og derfor hjemløs i tiden. Er det ideologiske budskab i denne roman – ligesom i Jacob Paludans andre værker – måske noget firkantet, vidner bogen dog samtidig om Paludans stadig sikrere greb om persontegningen, om en modnet kunstnerisk evne til at forme sammensatte psykologiske figurer.

Tidsbilledet er helt trådt i baggrunden i romanen En Vinter lang, 1924, en af forfatterskabets smukkeste bøger. Også her fortæller Jacob Paludan om tabere i livets spil, men den hårdtslående satire er afløst af en lavmælt tone i den fortrolige beretning om det stillestående liv i og omkring et provinsapotek. Men det er ikke handlingen der er afgørende, det er stemningen, detaljerne og de på én gang poetisk fortonede og skarpt sansede naturbeskrivelser – med linjer tilbage til 90ernes prosa – der gør bogen til et højdepunkt af lyrisk udtryksfuldhed. Dette er langtfra tilfældet med Jacob Paludans eneste digtsamling, Urolige Sange, 1923, en uformidlet blanding af moderne diktion og gammeldags ordforråd, iblandet en Seedorffsk visetone men sædvanligvis tung og knudret i travet. Originale i udførelsen er dog en række spydige tankedigte og aforismer der peger frem mod det senere essayistiske forfatterskab. Skønt Jacob Paludan hurtigt fik sig et navn som skribent slog han først for alvor igennem med Fugle omkring Fyret, 1925, en blændende komponeret roman der forener højdramatiske optrin med lyrisk-ræsonnerende afsnit, præcis iagttagelse med tidløs symbolik. Handlingen er henlagt til gullaschårene under første verdenskrig med deres økonomiske spekulationer og udhulede værdier. Effektfuldt stiller Jacob Paludan samfund og natur op mod hinanden i skildringen af et monstrøst havneprojekt i en lille vestjysk kystby, den demoraliserende virkning byggeriet har på lokalbefolkningen og endelig katastrofen, da havet under selve indvielsesfesten både hævder og hævner sig ved at knuse den nye mole. Denne illustration af fremskridtets og teknikkens fallit gentages også i persongalleriet der dog ikke blot afspejler råddenskab, usikkerhed og afmagt men også indeholder repræsentanter for en harmonisk natur-bundethed der nægter at sælge sig til fremtidens blændværk.

Den fuldstændige pessimisme behersker derimod Jacob Paludans næste roman Markerne modnes, 1927, ingen tidssatire men en skæbnedigtning hvor det værdifulde menneske går til grunde og det overfladiske sejrer. Skildringen af almuebarnet Ivars forgæves stræben efter at realisere sit musikalske talent, der hindres af klassefordomme og en indre hæmmende passivitet, er en omvendt Aladdinmyte. Det er i forholdet til romanens to dominerende kvindeskikkelser, den idealiserede Bettina og den karikerede Ellinor, "en ny og frigjort Tids Datter," at Ivar afslører sine brist. Ydre succes følger derimod hans modstykke, aristokraten Ralf, der får alt det foræret som Ivar stræber så hårdt efter, men som alligevel ender i degeneration og undergang. Bogen munder ud i den dybeste depression der også karakteriserer – dog her i humorens og satirens formidlende form – den lille samling betragtninger Feodor Jansens Jeremiader fra samme år. Jacob Paludans talerør er her en kværulant der med en undertiden bevidst krukket indignation harcelerer over tidens dyrkelse af amerikanske idealer og ikke mindst kollektivismen på individets bekostning.

Nu fulgte en pause i udgivelserne på fem år hvor Jacob Paludans personlige forhold var udsat for en del forandringer, bl.a. havde han en overgang et hønseri i Nordsjælland. I denne periode arbejdede han intenst på den vældige opsummering af sin samtids udvikling, højdepunktet og hovedværket i forfatterskabet, tobindsromanen Jørgen Stein, 1932-33. For Jørgens far, den gamle amtmand i en nordjysk by (Thisted) bryder en kulturepoke sammen ved nyheden om mordet i Sarajevo, og hans formue går tabt i spekulationstidens hvirvler. Opbrudsstemningen accentueres da Jørgen forlader sit traditionsfæstede barndomsmiljø for at læse til student i Ålborg. Hans storebror, juristen Otto, egentlig en hæderlig natur, griber chancen som spekulant og tager livet af sig. Jørgen selv – en dansk repræsentant for "the lost generation," for "den Aargang, der maatte snuble i Starten" – mangler ethvert initiativ, flytter til København og opgiver sine studier. Hverken socialt eller i forholdet til kvinder kan han engagere sig, hvilket leder op til katastrofen: veninden Nannas død. Livsbelysningen er således udpræget pessimistisk, men alligevel klinger romanen ud i en fortrøstning til livets fundamentale kræfter. Gennem resignation og tilbagevenden til naturen og fysisk arbejde opgiver Jørgen sin illusoriske uafhængighed, vælger ægteskabet med en bondepige og finder i dagligdagens pligter – som hønseavler – i det mindste et glimt af håb i en eilers meningsløs verden.

Det store tema bag alle bogens skikkelser og begivenheder er en kulturs undergang, mest nuanceret udtrykt i Jørgens håbløse stræben efter at bringe sig i overensstemmelse med sin skiftende omverden. Dette historisk-psykologiske motiv er behandlet med et overlegent overblik over de mange tråde i handlingsmønstret. Fortællemåden er traditionel med en vederhæftig lokalisering afhændelser og personer, hvoraf adskillige er støbt med hvas ironi og indignationens harme – for romanen er også et moraliserende spejl som Jacob Paludan holder op for sine landsmænd. Blev Jørgen Stein af samtidens kritikere mødt med syrlig reservation er værket siden blevet anerkendt som en af dansk litteraturs få virkelige klassikere på linje med de beslægtede udviklingsromaner Adam Homo og Lykke-Per – og som disse et Danmarksbillede af monumentale dimensioner. Denne kraftudladning blev i mange år Jacob Paludans sidste bedrift som skønlitterær forfatter. Herefter koncentrerede han sig om sin virksomhed som anmelder og kronikør og udsendte en lang række studier og essays i henved en snes bind, hvori han indførte læserne i sin tankeverden og spekulationer over tidens fænomener og tilværelsens mirakler.

Jacob Paludan er som kronikør en strålende kunstner der mestrer det korte essays vanskelige form. Hans litteraturkritik er udgivet i bindene Litterært Selskab, 1956 og Draabespil, 1971. Deres blanding af kølig iagttagelse og engagement genfindes i de landlige og landskabelige betragtninger Aaret rundt, 1929, Landluft, 1944 og Han gik Ture, 1949; i hvilke rene naturfænomener i kraft af Jacob Paludans uovertrufne indfølingsevne gerne antager mystiske perspektiver. Af ren videnskabsdiskuterende karakter er de to bind Søgende Aander, 1943 og Skribenter paa Yderposter, 1949 hvor man finder dybe spor af Paludans interesse for parapsykologiske fænomener, mens hans tidligere sarkasme dukker frem igen i de tre aforismesamlinger Tanker og Bagtanker, 1937, Smaa Apropos'er, 1943 og Sagt i Korthed, 1954, som vanligt rettet mod tidens overfladiskhed og moralske forfald. Alle disse stofområder løber sammen i Facetter, 1947 og Mørkeblaat og sort, 1965, fuldgyldige udtryk for Jacob Paludans forfatterskab, dets vidstrakte synskreds, fyldige, melodiske stilkunst og subtile samspil mellem øjeblik og erindring, et samspil der i de delvis selvbiografiske bind Retur til Barndommen, 1951 og Fremad til Nutiden, 1953 antager karakter af en personlig bekendelse, hvor ikke mindst analysen af en række æstetiske oplevelser vidner om en kærlighedsfuld og kyndig indsigt i kunstens, især musikkens væsen (selv var Paludan en habil violinist).

Facetter indeholder den første skønlitterære tekst i mange år, en melankolsk skitse i stil og stemning beslægtet med romanen En Vinter lang. Betydeligere er hovedstykket i Mørkeblaat og sort, novellen Her omkring Hjørnet, her blæser det mindre, et par døgn i en videnskabsmands liv fortalt med funklende humor og groteske detaljer, men egentlig en bølgende og besværgende række af tankebilleder der er forfatterens egne forsøg på at genkalde en svunden tid. Novellen leder op til de fire bind anekdotiske memoirer, Ihøstens månefase, 1973, Sløret sandhed, 1974, Vink fra en fjern virkelighed, 1975 og Låsens klik, 1976, på én gang livsfilosofiske og spontane betragtninger, hvormed Paludan afsluttede sit forfatterskab. Disse bind udgør et koncentrat af et langt livs arbejde med den kunstneriske udtryksform og bekræfter Jacob Paludans placering i dansk litteratur som en af dens fineste stilister i hvis bøger refleksionslysten holdes i balance af ironi og skeptisk humor, den rene beskrivelse af en umiddelbart iagttagelsesglæde. Denne balance mellem intellekt og følelse afspejler Jacob Paludans egen livsholdning. Lige til sin død forblev han en årvågen - og ofte barsk - kommentator af det moderne samfund, men denne holdning holdtes stedse i ave af en lidenskabelig kærlighed til kunsten, traditionen og naturen; her opdagede Jacob Paludan den harmoni og skønhed han ellers ikke kunne finde i nutiden.

Jacob Paludan modtog en lang række legater og 1939 Holbergmedaljen. Han var medstifter af Det danske akademi, hvis store pris han tildeltes 1964.

Familie

Jacob Paludan blev født i København, døde i Birkerød og er begravet sammesteds. Forældre: professor J. Paludan (1843-1926) og Gerda Puggaard (1859-1926). Gift 2.8.1943 i Søllerød med kostumetegner Lykke Vibeke Holck, født 2.11.1910 på Frederiksberg (gift 1. gang 1935 med tegner og arkitekt Ib Andersen, 1907-69; ægteskabet opløst 1937), d. af kontorchef Harald Holck (1880-1958) og Laura Antonie (Toni) Gregersen (1885-1982).

Ikonografi

Litografi af Lars Nielsen, 1926, tegn. af samme 1927. Mal af S. Swane 1928 og ca. 1932. Mal. af S. Hjorth Nielsen 1936-37. Tegn. af Otto Christensen, bl.a. 1937 (Fr.borg). Mal. af Olaf Rude, 1946 (sst.). Buste af Aug. Keil, 1951 (ved Århus kommunes hovedbibl.). Tegn. af Ivan Opffer, 1962 (Fr.borg), af Hans Bendix, bl.a. 1963 (Kgl.bibl.) og af Hans Lollesgaard, 1964 (sst.). Tegn. af Bo Bojesen, Otto Frederiksen, Carl Jensen, Herluf Jensenius m.fl. Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Børge Benthien: Jacob Paludan. En bibliografi, 1980. Kilder. Jacob Paludan i Profiler, 1944 77-86. Interviews i Kj. Elfelt: Skribenter i skriftestolen I, 1944 91-99 og Niels Birger Wamberg: Samtaler med danske digtere, 1968 20-33. Lit. Søren Hallar: Jacob Paludan, 1927. Ernst Frandsen: Årgangen der måtte snuble i starten, 1943 (ny udg. 1965). Orla Lundbo: Jacob Paludan, 1943. Hilsen til Jacob Paludan på halvtredsårsdagen, red. samme, 1946 (heri bibliografi). Thorkild Hansen: Minder svøbt i vejr, 1947. Felix Nørgaard i Danske digtere i det 20. århundrede I, 1951 331-52. Emil Frederiksen sst. 2. udg. II, 1966 125-66. Lars Peter Rømhild sst. 3. udg. II, 1971 61-75. Emil Frederiksen: Jacob Paludan, 1966. Niels Barfoed i Tilbageblik på 30erne, ved Hans Hertel I, 1967 37-50. Samme i 60ernes da. kritik, ved Søren Schou, 1970 178-90. Lars-Olof Franzén: Punktnedslag i dansk litteratur 1870-1970, 1971 78-86 185f. Papirer i Kgl. bibl. og Birkerød bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig