Jacob Tvedegaard

Jacob Tvedegaard, Jacob Jensen Tvedegaard, 25.6.1872-30.1.1967, landmand, organisationsleder. Født på Tvedegården i Slimminge, Gørslev sg:, død på Langemosegård, Ringsted, begravet Ringsted kgd. Allerede som 15-årig kom T. i ilære på Nygård mejeri ved Gram og var derefter mejerist på flere mejerier på Sjælland, indtil han 1891 måtte overtage driften af fødegården (som han 1896 forpagtede). 1892-93 var han på Dalum landbrugsskole og derefter den følgende vinter på Brøderup højskole. Udover at lede flere gymnastik- og skyttehold på sin hjemegn påtog han sig en omfattende foredragsvirksomhed. Ved energisk indsats lykkedes det ham at få Tvedegården økonomisk på fode, og 1919 udvidede han bedriften gennem forpagten af Egelund i Slimminge. Tre år senere blev han selvejer gennem købet af Langemosegård ved Ringsted som blev hans faste station, også efter at han 1933 bortforpagtede den til sin søn. Fra sine første år som selvstændig landmand havde han deltaget aktivt i det landøkonomiske foreningsarbejde. Først på det lokale plan hvor han bl.a. fik oprettet en indkøbsforening for foderstoffer og en brugsforening. 1918-28 var han medlem af bestyrelsen for Ringsted andelssvineslagteri. Desuden var han 1919-28 bestyrelsesmedlem i Øernes andelsselskab for indkøb af foderstoffer. I årene 1918-28 var han flere gange kandidat for venstre ved folketingsvalgene, men en kort periode som stedfortræder (1928-29) for afdøde H. V. Maegaard overbeviste ham om at partipolitisk arbejde ikke rigtig lå for ham. Paradoksalt nok var det planteavlen som stod den mejeriuddannede T. nærmest. 1918-28 var han således medlem af De sjællandske landboforeningers planteavlsudvalg, og 1920-26 var han medlem af bestyrelsen for Danske landboforeningers frøforsyning. Efter syv år som næstformand for De sjællandske landboforeninger blev han 1927 formand. Posten førte til 21 års medlemskab af landbrugsrådet (fra 1933 som præsidiemedlem), og af De danske landboforeningers 2-mands formandskab hvor han på skift fik to dominerende jyder som kolleger, først den agrarisk sindede P. P. Pinstrup, derefter den taktisk duelige H. Hauch. Internt kunne der under 1930ernes krise gøre sig stærke modsætninger gældende mellem øboernes og jydernes synspunkter, såsom de veterinære vanskeligheder i forbindelse med mund- og klovsygeepidemierne 1930-32 og de landbrugspolitiske fordelingsproblemer omkring eksportrationering. Den pågående agitation fra Landbrugernes sammenslutning mod de "gamle" organisationer og partier skabte vanskeligheder for T. eftersom flere af de lokale landboforeninger i Syd- og Sydøstsjælland også førte et oprørsk sprog. Med mellemrum fremsatte han udtalelser som H. Hauch ikke billigede. Alligevel var T. yderst loyal og indstillet på et enigt samarbejde på et fælles værdigrundlag.

Som heltidsbeskæftiget organisationsleder påtog T. sig i 1930erne en række utaknemmelige tillidsposter, som medlem af de fire vigtige udvalg under landbrugsministeriet: baconudvalget 1934– 50, fedteksportudvalget 1934-50, svinereguleringsudvalget 1933-40 samt kvægeksport- og kødreguleringsudvalget 1933-50 (her som formand). Selv om disse udvalgs historie endnu ikke er skrevet tager man næppe fejl ved at tildele T. rollen som den udlignende part mellem producent- og forbrugerinteresser. De store fælleskuer på Bellahøj var rigtig en institution efter hans smag for her kunne byboere og landmænd få talt ud om tingene. Som ældre tog han afstand fra de tendenser til erhvervspolitisk ensporethed som karakteriserede efterkrigstidens landbrugs-ledere. Han følte med stigende styrke at de store idealer fra 1880ernes og 90ernes dage ikke helt havde overvintret i de efterfølgende slægtled.