Jens Enevoldsen, Jens Evald Enevoldsen, 23.9.1907-23.5.1980, skakmester, forfatter. Født i Kbh. (Jac.), død i Kbh. (Vor Frue), begravet på Bispebjerg kgd. E. blev student 1926 fra Efterslægten i Kbh. og studerede musik ved universitetet der. Allerede i skolen havde han vist det usædvanlige skaktalent der blev bestemmende for hans liv fra han 1929 forlod studierne og arbejdede på kontor. S.å. debuterede han i landsholdsklassen ved Danmarksmesterskaberne i skak og blev nr. 2. Under depressionen i 1930erne var han i perioder arbejdsløs og efter debut på landsholdet ved skakolympiaden i Folkestone, England vandrede han på en månedlang tur gennem Vesteuropa, skildret i bogen 30 år ved skakbrættet. Anden verdenskrig hindrede hans udvikling til verdenseliten. Han arbejdede i varedirektoratet, deltog i modstandsbevægelsen, og indledte et omfangsrigt skakforfatterskab med bogen Skak I–III, 1941-49 og redigerede skakspalten i ugebladet Landet. Efter krigen ledede han i ti år et rådgivningskontor i varedirektoratssager. På det danske skaklandshold har E. spillet 140 gange, ialt 147 partier. 1939 delte han førstepladsen ved DM, men tabte omkampen. 1940 vandt han mesterskabet der fulgtes af fire individuelle titler 1943-60. 1950 tabte han titlen på lodtrækning efter ligestilling. 1939 spillede han i Roskilde blindsimultan mod 24, med resultatet 13 vundne og 11 remispartier, en rekord der fortsat står. E. deltog i 10 olympiader 1933-72. 1950 udnævntes han til international mester, først og fremmest på grund af matchsejren over stormester S. G. Tartakower 3½-2½i Kbh. 1948. E. er stadig (1979) aktiv og kan med sine kontroversielle synspunkter skabe røre om sig i dansk skakliv, men han har i stor udstrækning helliget sig sin bogsamling og den af ham stiftede Dansk skakbibliofil forening. E. redigerede Politikens Skak og Bridge 1965-74 og har bl.a. skrevet Verdens bedste skak I–II, 1966-68, Bobby Fischers vej til VM, 1972 (oversat til norsk og svensk). 1946 oversatte han sammen med broderen Harald E. Max Euwes: Aabningsspillet I–XII.

Familie

Forældre: musiker Evald E. (1879-1969) og Johanna Eskildsson (1878-1958). Gift 31.5.1941 i Kbh. (b.v.) med overlærer Ingrid Fisker, født 24.3.1909 i Hurup, d. af trafikminister Niels F. (1886-1939) og Karin Jensen (1887-1966).

Bibliografi

J. E.: 30 år ved skakbrættet, 1952. Festskr. til J. E., red. Erik Jarlnæs, 1973. Hilsen til J. E., 1977 (m. bibliografi).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig