Jens Juel (kongelig embedsmand)

Artikelstart

Jens Juel, 8.1. el. 8.11.1580-28.3.1634, rigsråd, statholder i Norge. Født på Refstrup, begravet i Viborg domk. J. undervistes 1585–92 privat i hjemmet. 1590–96 gik han i Sorø skole. S.å. drog han med sin ældre bror Niels ud på den for unge adelige sædvanlige dannelsesrejse i udlandet. 1596 immatrikuleredes han i Greifswald. Efter et kort ophold hos faderen på Gotland blev han 1598 immatrikuleret i Herborn, 1599 i Heidelberg, 1600 i Geneve, 1601 i Orleans og Padua. Endelig besøgte han Genua, var 1602 i Rom og immatrikuleredes 1602 igen i Geneve. J.s udbytte af den lange udenlandsrejse synes især at være de betydelige sprogkundskaber som blev ham til stor nytte i hans senere politiske og administrative karriere. Efter hjemkomsten 1603 blev han sekretær i Danske kancelli. Kort efter ledsagede han Christian Holck på dennes ambassade til Warszawa. 1605 ledsagede han kongen til Braunschweig. 1609 blev han i en alder af kun 28 år rentemester. Den hurtige karriere vidnede om tillid til J.s evner som administrator. Dette understregedes da kongen 1611 overdrog J. med titel af zahl-kommissær at administrere de til krigen mod Sverige anviste midler. 1.12.1616 blev han rigsråd, og det følgende år forlenedes han med Tranekær. S.å. ledsagede han den unge hertug Frederik (III) på hans rejse til Bremen og Verden. 1618 udnævntes han til lensmand på Akershus og norsk statholder.

I J.s tid styrkedes statholderens kompetence meget; til dels som følge af ydre begivenheders tryk. Under kejserkrigen blev opkrævningen af skatter og afgifter centraliseret med Akershus som oppebørselscentrum hvorved statholderen blev en slags norsk rentemester. Også det norske militærvæsen centraliseredes og forbedredes. Akershus udbyggedes kraftigt og blev belagt med en stærk garnison. Desuden fik J. bådsmandsudskrivning og indkvartering sat i bedre system end førhen ligesom han tog initiativ til udrustning af norske defensionsskibe, dvs. armerede handelsskibe der mod særlige privilegier skulle tjene i orlogsflåden i krigstid. J. stod også bag forordningen af 18.1.1628 der bestemte at der skulle oprettes en norsk hær på fem regimenter. Forordningen blev dog aldrig ført rigtig ud i livet. J. havde forestillet sig hæren finansieret gennem de norske statsindtægter, men disse ønskede Christian IV i den pressede statsfinansielle situation sendt ubeskåret til Danmark. Det lykkedes ham dog at få kongens tilladelse til at bruge den på stændermødet i Christiania 1628 bevilgede kontribution til den norske hær idet han henviste til at stænderne som betingelse for bevillingen havde sat at den alene skulle anvendes til den norske hær. At det var J. selv der manipulerede stænderne til at indtage denne holdning er sandsynligt. Det var dog ikke muligt i længden at finde et brugbart finansieringsgrundlag, og J.s norske hær forsvandt ved de gennemgribende spareforanstaltninger efter freden i Lübeck 1629.

Som led i den merkantilistiske erhvervspolitik arbejdede regeringen for en udvidelse og forbedring af den norske bjergværksdrift, især jernværkerne, og J. fik som statholder en central rolle i disse foretagender som han også engagerede sig i som privatmand. Det store sølvfund i Kongsberg skete i hans tid (1623), og så længe sølvværket blev drevet af det offentlige blev det ledet af J., og da det 1628 overgik til et konsortium blev han dets direktør. Sølvværket var grundlaget for den mønt der 1628 indrettedes i Christiania hvor der i perioden 28.4.1628–7.9.1629 udmøntedes 62 730 daler, et ikke ringe tilskud til monarkiets pengeomløb. Selv synes J. at have haft et rimeligt udbytte af sine investeringer i bjergværksdrift og andre sider af det norske erhvervsliv, og han samlede et ikke ubetydeligt norsk jordegods. – 1629 udnævnte kongen J. til rigsadmiral. Af helbredsgrunde afslog J. denne post hvilket Christian IV til en begyndelse tog unådigt op. I stedet blev han lensmand på Ålborghus som han 1631 ombyttede med Bøvling. Som rigsråd gjorde han sig efter sin hjemkomst ikke meget gældende hvilket sikkert må ses på baggrund af hans skrantende helbred. 1631 var han mod kongens plan om at lade rigsråderne afgive særskilte vota i sager af større betydning. 1631 og 1632 anvendtes han i sendelser til Gottorp.

J.s statholderskab var en betydningsfuld epoke i norsk historie. For første gang siden 1536 skabtes der en form for særnorske administrationsorganer og gennem sit forsøg på at centralisere skatteoppebørsel og militæradministrationen foregreb han for så vidt Hannibal Sehesteds (1609–66) reformer. Også gennem sine omfattende investeringer i norsk erhvervsliv minder han om Sehested. Når J. fik en langt stærkere position end sine forgængere skyldes det for en stor del krigsforholdene efter 1625, og mange af hans foranstaltninger afvikledes efter fredsslutningen. Disse afviklinger og kongens ønske om hans forflyttelse kan hænge sammen med at kongen og rigsrådet fandt at J.s stilling var ved at blive lovlig stærk. Først under Hannibal Sehesteds statholderskab støttede kongen under andre politiske forudsætninger en fortsættelse af den opbygning af en særnorsk administration J. havde påbegyndt. J. arvede 1599 efter sin afdøde farbror Ove Juel Keldgård (Nørre hrd.) som han normalt skrev sig til. Han blev desuden ejer af Brusgård (Galten hrd.), Åbjerg (Hing hrd.), Nørre Vosborg (Ulfborg hrd.), Udstrup (sst.) og en tid af Kellingbjerg (Hing hrd.). En væsentlig del af dette jordegods var erhvervet i de sidste givtige år som statholder. 1625 takseredes han til 951 tdr. hartkorn, mens enken Ide Lange 1638 takseredes til 1494 tdr. hvori ikke er inkluderet Keldgård med tilliggender, som datteren Christence havde arvet. Hvor stort jordegods han ejede i Norge er ikke klart. Som statholder havde han forpligtet sig til ikke at købe odelsgods, men en del gods kom i hans besiddelse gennem udstrakte kapitallån mod sikkerhed i jordegods, hvad der var fuldt legalt. Hans norske godserhvervelser var dog beskedne i forhold til hvad Hannibal Sehested senere erhvervede.

Familie

Forældre: Herman J. til Åbjerg og Alsted (1548–1607) og Maren Juel. Gift 13.5.1610 i Viborg med Ide Lange til Vosborg, født 3.10.1584 på Brejning, død 13.6.1649 på Nørre Vosborg, d. af Hans L. til Brejning (1542–1609) og Johanne Skram (død 1620).

Ikonografi

Mal. fra 1700-tallet (Gavnø), udført efter et tabt forlæg.

Bibliografi

Saml. til det norske folks sprog og hist. III, Kria. 1835; V, 1838. Norske rigsregistranter V-VI, Kria. 1874–77. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev I–II. 1883–88. Danm.-No.s traktater, udg. L. Laursen III, 1916. Aktstykker til de norske stændermøders hist., udg. O. A. Johnsen I, Oslo 1929 194–232. – Hans Wandel: Ligprædiken over J. J., 1634. Yngvar Nielsen: Jens Bielke til Østraat, Kria. 1872. Øystein Rian: J. J.s stattholderskap, Oslo 1976.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig