Jens Kraft, 2.10.1720-18.3.1765, filosof, matematiker. Født i Frederiksstad, død i Sorø, begravet i Kbh. (Petri k.). K., der tidligt mistede sine forældre, blev opdraget hos sin farbror major Jens Kraft på Rostrupgård i Thy. 1738 blev han student, privat dimitteret, n.å. baccalaur og 1742 magister. Han var alumne på Borchs kollegium 1740–44 og blev dekan på klostret. Som student forfattede han et par matematiske disputatser (Explicatio in Is. Neutoni arithmeticam universalem I, 1741, og Theoria generalis, succincta construendi æquationes analyticas, n.å.) der vidnede om begavelse og indsigt. 1744 rejste han med offentlig understøttelse til udlandet hvor han opholdt sig et par år og studerede matematik, fysik og filosofi. 1744 var han immatrikuleret i Basel. 1747 udnævntes han til professor ved Sorø akademi hvor han virkede til sin død som lærer i matematik og filosofi. 1747 var han blevet medlem af Videnskabernes selskab hvis skrifter fra s.å. indeholder en afhandling af ham, Betænkninger over Neutons og Cartesii Systemata, tillige med nye Anmærkninger over Lyset (s.å. også på latin), i hvilken han i modsætning til sin beundrede lærer C. v. Wolff tager parti for Newton imod Descartes. Fra s.å. stammer også hans erkendelsesteoretisk interessante besvarelse af Berlinakademiets prisopgave, Systema mundi ... deductum ex principiis monadicis, trykt 1748. Til brug ved sin filosofiundervisning udarbejdede han en række lærebøger (Logik, 1751, Ontologie, s.å., Cosmologie. 1752, Psychologie, s.å. og Natur-Lærdommen om Gud eller den naturlige Theologie, n.å.) der er forfattet i tilslutning til Wolff, om K. end på visse punkter tager afstand fra ham. Det Kiøbenhavnske selskabs (ɔ: Vidensk.s selsk.s) skrifter fra disse år indeholder af ham foruden nogle fortræffelige matematiske bidrag (V, 1751) en Afhandling om en Deel Contradictioner, som findes i det sædvanlige Systema over Materien og de sammensatte Ting VI, 1754, Om Sielens Udødelighed, sst., Anmerkninger over Træernes Natur, sst. og Over-eensstemmelse imellem visse Principia af Physik og Metaphysik, sst. 1760 udgav han Kort Fortætning af de vilde Folks fornemmeste Indretninger, Skikke og Meninger, til Oplysning af det menneskeliges Oprindelse og Fremgang i Almindelighed (tysk overs. 1766, hollandsk overs. 1779). I denne for sin tid mærkelige bog, hvor en række problemer vedrørende primitive kulturer bliver drøftet på en måde der virker helt moderne, søger han, foruden at vække forståelse for primitive mennesker, ud fra tanken om en udvikling at bidrage til en påvisning af, at de primitive folk "ere i vor Tid, hvad den største Deel af Verden haver været i de ældste". Af hans mange oplysende eksempler er en del hentet fra Saxo, Snorre, Egedernes Grønlandsberetninger og Det gamle testamente.

1761 havde K.s kollega i Sorø J. S. Sneedorff i sit anonymt udgivne tidsskrift Den patriotiske Tilskuer udtalt sig om den matematiske metodes begrænsede anvendelighed og prist de skønne videnskaber, alt på en måde der forekom K. overfladisk, hvorfor han tog til genmæle i ti anonyme Kritiske Breve til Videnskabernes Fremvext og Smagens Forbedring, 1761 der s.å. efterfulgtes af Fortsettelse af Kritiske Breve, hvortil er føjet Korte Anmerkninger over et Svar [fra Sneedorff] på de 10 første Kritiske Breve. K.s kritik sigter på "at give alle Ting sin rette Priis". Han vil ikke angribe "Smagen", men kun "Smagens Misbrug". "Vi elske den gode Smag, men vi agte de grundige Videnskabers Methode over alt". Denne metode er, hvor det gælder virkelighedser-kendelse, den anvendte matematiks eller den matematisk-naturvidenskabelige metode eller, som K. kort siger, "den mathematiske Methode" efter hvilken der til forklaringen af et fænomen kræves en påvisning af, at fænomenet lader sig indordne som led i et deduktivt system. Hvor emnerne ikke tillader anvendelsen af den videnskabelige metode i denne form, vil forskeren dog, mener K., være i overensstemmelse med "den mathematiske Methode" når han under sit arbejde nøje skelner mellem viden, hypoteser og løse formodninger. Hvad de skønne videnskaber angår synes deres videnskabelighed ham problematisk, da de efter hans mening ikke lader sig indordne under almindelige regler, hvad der til dels skyldes deres fundament, de individuelt varierende følelser. Selv om han ikke vil frakende de skønne videnskaber praktisk værdi mener han dog, at de grundige videnskaber også her bærer prisen, da et folks kulturelle fremskridt først og fremmest er betinget af de teoretiske og praktiske videnskabers trivsel. – K.s hovedværk er hans Forelæsninger over Mekanik, 1763 (udvidet af og oversat til latin af J. N. Tetens, 1773, oversat til tysk af J. C. A. Steingrüber, 1787) der n.å. efterfulgtes af 2. del, Forelæsninger over Statik og Hydrodynamik med Maskin- Væsenets Theorier. Dette arbejde, særlig 1. del, skabte ham et anset navn også i udlandet. Til K.s litterære arbejder hører endvidere nogle lejlighedstaler holdt på Sorø akademi. – K.s filosofi der væsentlig er Wolffsk, men med tydeligt præg af vesteuropæisk påvirkning, frembyder på flere punkter interesse. Foruden hans betragtninger over videnskabelig metode kan således nævnes hans lære om erkendelsens relative og fænomenale karakter og umuligheden af at vide noget om tingene "i sig selv" og hans påvisning af visse antinomier tanken kan hildes i. Ved sine kritiske tanker har han utvivlsomt bidraget til at bane vej her i landet for Immanuel Kant. Som psykolog foretrak han en empirisk psykologi fremfor en spekulativ, og han er vistnok den første herhjemme der efterlyser en eksperimentel psykologi. – Justitsråd 1761.

Familie

Forældre: løjtnant, senere kaptajn i det norske fodfolk Anders K. (1690–1725) og Severine Ehrensfryd Scolt (Schytt) (død 1722). Gift 1. gang 21.2.1748 i Kbh. (Frue) med Bodil Cathrine Evertsen, døbt 6.3.1727 i Kbh. (Helligg.), begr. 13.3.1758 i Sorø k., d. af prokurator Tilemand E. (død tidligst 1758) og Dorothea Jensdatter. Gift 2. gang 20.3.1759 på Rosenborg (Trin.) med Sophie Magdalene Langhorn, født 19.5.1730 i Kbh. (Slotsk.), død 1.5.1791 sst. (Petri), d. af kgl. kammertjener, senere slotsforvalter, oberstløjtnant Magnus L. (1690–1759) og Dorthea Elisabeth Wagner (ca. 1707–43).

Ikonografi

Maleri.

Bibliografi

Niels Nielsen: Matematiken i Danm. 1528–1800, 1912 115f (bibliografi). – P. F. Suhm: Saml. skr. VII, 1791 375 X, 1793 25f: XV, 1798 287. Chr. Molbech: Det kgl. da. vidensk. selsk.s hist., 1843. S. A. Christensen: Matematikens udvikl, i Danm. og Norge, 1895. Oscar Hansen: Filosofien i Danm. I, 1897 16f 22–24 50–61 63 81–83 92 96–98. H. Høffding: Danske filosofer, 1909 19f 21f. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm I-II, 1915– 30. Jons. Pedersen: Borchs kollegiums hist., 1916. Francis Bull: Fra Holberg til Nordal Brun, Kria. 1916. Samme: Norges lit. fra reformationen til 1814, Oslo 1928. Carl Christensen: Den danske botaniks hist. I, 1924–26 176. Johs. Lollesgaard: Sprogfilosoferen og sprogforsken i Danm., 1925 25 31–34 96f 106–10. L. Magon: Ein Jahrh. geistiger und literarischer Beziehungen zwischen Deutschland und Skandinavien I, Dortmund 1926. K. F. Plesner: J. S. Sneedorff, 1930. Ellen Jørgensen: Historieforskn. og historieskrivn. i Danm. indtil år 1800, 1931 171f. Sorø. Klostret, skolen, akademiet II, 1931. Kaj Birket-Smith i Folk II, 1960 5–12. Søren Holm: Filosofien i Norden før 1900, 1967 26–28.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig