Jens Michael Hertz

Jens Michael Hertz, 26.7.1766-2.6.1825, biskop. Født i Ørslev ved Vordingborg, død i Ribe, begravet sst. Da H.s far døde 1775 blev han og hans bror ved arveprins Frederiks understøttelse sat i Helsingør skole, og da moderen indgik nyt ægteskab kom de 1781 til Kbh. hvor de dimitteredes 1784. H. havde efter sin mor en digterisk evne som han allerede viste prøver på i sin skoletid, og rektor Thorlacius rådede ham i hans afgangstestimonium til "ikke at bortskræmme Muserne ved alt for tidlig at bejle til deres Gunst". I sin første studentertid levede H. mere for selskabelighed end for studier, og for at samle sig om sin eksamen brød han med sit hidtidige studenterleben og tog plads som huslærer i Stubbekøbing, en ikke særlig lykkelig tid, og kom derefter til sognepræst H. P. Koch i Horbelev. Det gik trægt med forberedelsen til attestats; han læste kun det allernødvendigste pensum for at slippe igennem og fik 1787 sit non. Han ville tage eksamen om, men nåede det ikke da han 1791 blev sognepræst i Nørhå i Thy. Hans kår var på alle måder trange, og det blev en lettelse da han 1796 forflyttedes til Butterup-Tuse ved Holbæk. I dette embede gjorde han et betydeligt arbejde for skolevæsenet som i særlig grad havde hans samtids vågne interesse. 1800 blev han sognepræst i Korsør. Han offentliggjorde adskillige poetiske frembringelser og fuldendte her det episke arbejde som førromantikkens sans for de digteriske værdier i Det gamle testamente og navnlig Herders bog Vom Geist hebråischer Poesie (1782– 83) havde givet stødet til, Det befriede Israel, et af Selskabet for de skønne videnskaber med 600 rdl. belønnet prisskrift i atten sange, udført i korrekte heksametre. Jens Baggesen kaldte produktet "det lange Jødedigt, som ingen læser". 1804 mistede H. sin hustru under triste omstændigheder (fejlagtig ordination af medicin), s.å. udnævntes han til domprovst i Roskilde. Biskop Fr. Münter havde opmuntret stiftets præster til videnskabelig produktion, og takket være den støtte H. havde i Roskilde stiftsbibliotek, deltog han i de videnskabelige landemodeforhandlinger med apologetiske indlæg, bl.a. mod W. M. de Wettes historiske kritik af Det gamle testamente. Sin poetiske sans lagde han på ny for dagen ved metrisk oversættelse af Johannes Åbenbaring. 1817 blev han dr.teol. for en afhandling om en af de mindre apologeter fra 300-tallet De Julio Firmkos Maternos, et refererende arbejde uden videnskabelig betydning. Domprovstegården var i disse år et gæstfrit hjem hvor navnlig musikken dyrkedes, og C. E. F. Weyse var den skattede ven. 1819 blev H. biskop i Ribe; han kom kun til at virke få år i stiftet, men ved sin omsorg for skolen og ved at oprette et bibelselskab og et stiftsbibliotek satte han sig et minde. H. var en værdig præst, en konfessionstro prædikant og en i administrativ henseende dygtig gejstlig.