Jens Thomesen Sehested, d. 15.11.1555, til Vellingshøj og Højris på Mors, landsdommer. Død på Holmgård, begravet i Møborg k. S. var af en gammel, men hidtil lidet fremtrædende vendsysselsk adelsæt. 1504 var han "dreng" hos sin morbror Mads Jonsen og 1512 køgemester hos bispen af Viborg Erik Kaas. Formodentlig har han beholdt denne stilling også hos den følgende bisp, Jørgen Friis der var en af anstifterne af oprøret 1523; i alt fald sluttede S. sig straks til oprørspartiet og Fik for så vidt en betroet stilling som de oprørske rigsråder i deres opfordring til almuen om at rejse sig henviste den til at samle sig under en gejstlig og to verdslige førere af hvilke S. var den ene. For øvrigt tyder intet på at han har spillet en fremragende rolle ved denne lejlighed. 1534 blev S. beskikket til landsdommer på Viborg landsting, og 1537 blev han selv landsdommer og Fik Gudum kloster i forlening. Dermed var grunden lagt til slægtens senere anseelse. S., der personlig havde overværet den store herredag 1536 i Kbh., var en af de seks adelsmænd som kongen 1539 under en forestående udenlandsrejse betroede regeringens førelse i Jylland. 1550 gav han afkald på sin forlening til fordel for sin søn Malte, og et års tid efter frasagde han sig landsdommerbestillingen.

Familie

Forældre: Thomes Thomesen (død tidligst 1552) og Anne Jonsdatter Viffert. Gift senest 1517 med Anne Juel til Holmgård, død 1579, begr. i Møborg k., d. af Malte J. (død 1508) og Marine Bomøve (Munk) (død tidligst 1515).

Bibliografi

Det kgl. rettertings domme og rigens forfølgninger fra Chr. IIs tid, udg. Troels Dahlerup I-II. 1959–69.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig