Jesper Simonsen

Jesper Simonsen, 7.7.1881-24.5.1957, jurist, politiker. Født i Kalvslund ved Ribe, død i Gentofte, begravet Kalvslund kgd. Tidligt forældreløs søgte S., trods nogen svagelighed fra barneårene, bort fra fædrenegården og var landvæsenselev på forskellige større gårde til 1902. Den utilstrækkelige undervisning han havde nydt i vinterskolen på landet gjorde at han endnu som 20-årig ikke kunne skrive fejlfrit dansk. For at råde bod derpå søgte han ind på R. P. Rasmussens og K. M. Klausens kursus i Kbh. og blev student 1904. Han læste jura uden manuduktør, og begyndte endda selv at manuducere, blev syg af overanstrengelse og måtte opsætte sin embedseksamen, men tog den 1910 og rejste på det Liebeske stipendium et år til Tunis for helt at komme sig. Hjemkommen søgte han ind i justitsministeriet, men skønnedes der allerede at være for gammel til nyansættelse. Han blev da protokolfører i kriminalretten, konstitueredes som kriminalassessor 1914 og udnævntes 1916. Han fik til behandling et stort antal sager hvorimellem adskillige meget omfattende, bl.a. Nordentoftsagen i hvilken han var kommissionsdommer. Ved retsreformen blev han dommer i Kbh.s byret 1919, byretspræsident 1929 og s.å. dommer i østre landsret. 1936–51 var han højesteretsdommer. Ved siden af sin embedsgerning i hvilken han erhvervede sig ry for skarpsindighed og energi udfoldede S. til trods for at helbredet i mange år med mellemrum voldte ham store vanskeligheder en omfattende offentlig virksomhed som radikal politiker. Han var medlem af bestyrelsen for hovedstadens radikale venstreforening fra 1917 og af hovedbestyrelsen for det radikale venstres landsforbund 1919–29 og fra 1934. Som borgerrepræsentant i Kbh. 1917–29 og rådmand 1929–31 kæmpede han særlig for en rationel løsning af byens havnespørgsmål som han hævdede kun kunne nås gennem anlæg af en havn på Østamager. Under påskekrisen 1920 var S. forslagsstiller til borgerrepræsentationens beslutning om at henvende sig til kongen ligesom han også var ordfører for forsamlingens flertal under audiensen påskelørdag på Amalienborg. Efter dennes afslutning havde han lejlighed til under en privataudiens at henlede kongens opmærksomhed på muligheden af at konflikten kunne bilægges på den måde det faktisk skete under de bevægede forhandlinger samme nat på slottet, nemlig ved dannelsen af et upolitisk forretningsministerium med M. P. Friis som chef.

S. var sit partis kandidat til folketingsvalgene fra 1920 og valgtes i Ringstedkredsen 1929. Han virkede i tinget for visse reformer på retsplejens område, offentlig votering i højesteret og omorganisering af sagførerstanden, som det dog kun lykkedes ham at gennemføre i meget ufuldstændig form. Derimod havde han den tilfredsstillelse at få vedtaget en lille lov hvorved hans fødesogn Kalvslund der ved grænsedragningen 1864 var blevet skåret midt over atter blev samlet. Han gled ud af tinget 1932. Han havde ikke personlig kunnet deltage i valgkampen pga. et nyt udbrud af hans gamle lidelse og måtte underkaste sig et flere måneders hospitalsophold. Ved valget 1935 var han opstillet i søndre storkreds, men opnåede ikke valg og med hans udnævnelse til højesteretsdommer 1936 ophørte hans aktive politiske virke. Han fandt at en og samme person ikke kunne sidde i landets øverste retsinstans og samtidig være medlem af den lovgivende forsamling.

Inden for fredsbevægelsen hørte S. i mange år til lederne. Han blev formand for Dansk fredsforenings kbh.ske kreds 1916, indvalgtes i hovedbestyrelsen for landsorganisationen 1919 og var dens formand 1929–44 og igen fra 1945. Som delegeret deltog han i afrustningskonferencen 1932 og var delegeret til Folkeforbundet 1935–39. Straks efter anden verdenskrig gik han ind i arbejdet for FN og blev vicepræsident for World Federation af United Nations Associations, var fungerende præsident 1948 og ærespræsident 1949. Desuden var han vicepræsident for Bureau Internationale de la Paix i Genève. – S. udmærkede sig i al sin virksomhed ved sin udprægede saglighed og grundighed. Når han tog en sag op til behandling forlod han den ikke førend han havde undersøgt alle dens muligheder og forgreninger. Hans taler var, om end nu og da lidt tørre, altid meget klare, nøgterne og koncise. Han besad en retfærdighedsfølelse der var lige levende hvad enten det drejede sig om kriminelle anliggender eller om sociale forhold. Det var også retfærdsfølelsen der prægede hans internationale virke. Han vidste at det var et arbejde på langt sigt. Over for dem der var skeptiske over for FN mindede han om, at det havde taget århundreder at skabe retstilstande i de enkelte stater. Ingen kunne forvente at et internationalt retssamfund skabtes gennem et par årtier, men målet lod han aldrig af syne.