Joachim Andersen

Joachim Andersen, Carl Joachim Andersen, 29.4.1847-7.5.1909, fløjtist, komponist. Født i Kbh. (Garn.), død på Hareskov kuranstalt, urne på Bispebjerg kgd. A. fik ligesom sin yngre broder Vigo undervisning af faderen og optrådte allerede tretten år gammel som fløjtevirtuos (i Casino). Efter at have virket i forskellige orkestre, bl.a. i Musikforeningen under Gade, ansattes han 1869 som fløjtist i Det kgl. kapel, hvorfra han imidlertid allerede tog sin afsked 1877. Efter koncertrejser i Skandinavien ansattes han ved det kejserlige kapel i Skt. Petersborg (1878–80) og tog siden til Berlin hvor han en tid havde engagement som solo-fløjtist i Bilses orkester og senere som første-fløjtist (1882–1892) i det filharmoniske orkester, en periode også i Det kgl. hofkapel. Han var en søgt pædagog og har bl.a. uddannet fløjtisterne Prill og Leuwen. En tungelammelse afbrød 1892 hans udøvende virksomhed, og han kastede sig herefter over direktion og komposition. Han havde fra 1885 flere gange haft lejlighed til at lede filharmonikerne, bl.a. ved nogle sommerkoncerter i Scheweningen, og som den drevne orkestermand han var, havde han ikke vanskeligt ved efter 1893 at være vendt hjem at lede en række symfonikoncerter der forsøgsvis gaves i Odd-Fellowpalæet. Som en fortsættelse heraf kom, navnlig ved musikforlæggerfirmaet Wilh. Hansens mellemkomst, de såkaldte palækoncerter i stand (1895). Sommeren 1895 ledede han også de store orkesterkoncerter på udstillingen i Lübeck, og få år efter (1898) blev han kapelmester ved koncertsalen i Tivoli, hvilken post stod ledig efter Georg Lumbyes afgang 1897, og hvor koncerterne en tid havde været ledet af daværende koncertmester Schnedler-Petersen hvis symfonikoncerter A. fortsatte; desuden var A. dirigent ved kommunens frikoncerter i Rosenborg have fra 1899. Sine erfaringer i orkesterarbejdet frugtbargjorde han for andre i den af ham selv (1896) stiftede orkesterskole. Alle disse virksomheder passede han til sin død. A. var ingen betydelig dirigent, men både myndig og elegant med et vist kosmopolitisk sving; hans forbillede var sikkert Hans v. Bülow, under hvem han selv havde spillet i Berlin. På palækoncerterne og ved symfonikoncerterne i Tivoli fik han gennemspillet et mægtigt repertoire lige fra Bach til Rich. Strauss, således at disse koncerter blev af overordentlig opdragende betydning for dansk musikliv. Efterhånden blev også kammermusikken taget med, desuden korværker, klaverkoncerter, solosange etc. Særlig vægt blev lagt på de nordiske kompositioner, af hvilke adskillige fik deres førsteopførelse her. Som komponist beskæftigede A. sig især med fløjtemusik (fløjte og klaver eller fløjte og orkester -dog er Christian Xs Honnørmarch af A.); han skrev dels en række små stemningsstykker, Revene, Nocturne, Solitude, Au bord de la mer, Album-Blatt etc, dels de større koncertstykker Op. 3, Ballade Op. 5, Capriccio Op. 58, m.m., dels danse og operatransskriptioner og endelig og betydeligst en række tekniske studieværker. Hans musik er ikke synderlig original (påvirket af Wagner og Brahms), men han søger i de tekniske værker dog i større grad end man tidligere var vant til, at skabe et særpræget indhold. Alene af denne grund afhjalp disse kompositioner en mangel i undervisningslitteraturen; som studieværker er de i øvrigt ypperlige og benyttedes længe efter hans død. Tit. prof. 1909. – Broderen Vigo Alfred Andersen, født 21.4.1852 i Kbh., død 29.1.1895 i Chicago, ansattes som fløjtist i Det kgl. kapel 1878, da A. tog sin afsked; han virkede her indtil 1891.