Johan Cortsen, 3.5.1814-30.10.1888, snedkermester. Født i Randers, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). C. kom i snedkerlære i Århus hvor han blev svend 1832. Derefter arbejdede han tre år i sin fødeby og drog 1835 til Kbh. hvor han gjorde mesterstykke og tog borgerskab 1842. I løbet af kort tid skabte han sig som dygtig bygningssnedker en stor virksomhed. 1854 blev han medlem af Kbh.s snedkerlavs bestyrelse. Han deltog energisk i håndværksmestrenes kamp mod næringsfriheden og repræsenterede snedkerlavet ved det store håndværkermøde der under næringslovskampen blev afholdt i Kbh. juni 1856 og som talte 76 delegerede fra hovedstaden og repræsentanter for 35 købstæder, og gjorde sig bemærket ved sin deltagelse i forhandlingerne. Nogle uger efter indmeldte han sig i Haandværkerforeningen, og da der var gået tre måneder blev han valgt til foreningens næstformand. Da foreningen havde lidt nederlag i kampen mod næringsfriheden blev andre opgaver taget op, særlig filantropiske; men C. var dog fortsat på foreningens vegne virksom i told- og andre erhvervspolitiske spørgsmål. C. gjorde et betydeligt arbejde for grundlæggelsen af Haandværkerforeningens stiftelse Alderstrøst. Gennem tyve år sad han i snedkerlavets bestyrelse. Omtrent lige så længe, fra 1869 til sin død, var han formand for Haandværkerforeningen - med sin værdige optræden og sit statelige ydre en meget repræsentativ formand, i det hele en af det københavnske borgerskabs bedste mænd. En tid havde han siddet i bestyrelsen for Snedkernes tegneforening. 1857-58 var han borgerrepræsentant, 1876 indvalgtes han i bestyrelsen for Det tekniske selskabs skole, og da Fællesrepræsentationen for dansk industri og håndværk stiftedes 1879 blev C. hvis navn havde en god klang også blandt provinsens håndværkere, medlem af dennes repræsentantskab. Det skyldtes væsentligst C. at de københavnske håndværkere ved at tilslutte sig den nye organisation kom ud af den erhvervspolitiske isolation som ellers havde kendetegnet standen. I en årrække sad han i bestyrelsen for Vridsløselille fængselsselskab.

Familie

Forældre: købmand Rasmus C. (1775-1843) og Christiane Hansen (1774-1841). Gift 5.11.1846 i Kbh. (Helligg.) med Johanne Frederikke Schultz, født 4.8.1820 i Kbh. (Petri), død 1-2.1913 sst., d. af skræddermester Johan S. (ca. 1782-1841) og Cathrine Keller (1787-1867). - Far til Carl C.

Udnævnelser

DM. 1851. R. 1871. F.M.l. 1887.

Ikonografi

Træsnit 1871. Mal. af F. Vermehren efter foto (Håndværkerforen., Kbh.). Foto.

Bibliografi

N. Davidsen i Håndværkerbladet V, 1888, 233-35. Medlemsblad for håndværkerforen. i Kbh. III, 1902, nr. 5. C. Nyrop: Ved Alderstrøsts 50-års jubilæum, 1912. Arthur G. Hassø: Et bidrag til kbh.sk håndværks hist., 1940.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig