Johan Jørgensen

Johan Jørgensen, Johan Andreas Jørgensen, 11.2.1840-24.7.1908, historiker. Født i Han ved ved Flensborg, død i Rønne, begravet i Ibsker. Efter at have taget skolelærereksamen i Århus 1860 blev J. s.å. hjælpelærer i Bogholm, senere Stenbjerg Mellemslesvig, hvor han konstitueredes som lærer 1863 men n.å. afskedigedes af de tyske myndigheder. J. flyttede derefter til Kbh., men kaldtes okt. 1864 til lærer og kirkesanger i Ibsker. 1902 tog han sin afsked og bosatte sig i Rønne som leder af Bornholms museum. – J. knyttede sig tidligt til amtmand E. Vedels arkæologiske udforskning af Bornholms forhistorie, og da Vedel 1871 forflyttedes til Sorø kom J. i vid udstrækning til at forestå for Nationalmuseet de udgravninger som landbrugsarbejdet året rundt gav anledning til ligesom han lagde alt således til rette at Vedel under sine kortvarige sommerophold kunne fortsætte sine arkæologiske undersøgelser med størst muligt udbytte. Gennem foredrag og ved avisindlæg og støttet af sin livlige og vindende personlighed bidrog J. stærkt til at vække forståelsen for bevarelsen af øens fortidsminder. Han opsporede henved 100 helleristninger og fik 1901 rejst Malkværnskansens bautastene for de her i 1645 faldne Svanne-keborgere i kampen for landets forsvar. J. arbejdede for oprettelsen af et museum på øen og blev ved åbningen af Bornholms museum 1894 dettes leder frem til sin død. – J. udgav foruden adskillige mindre bidrag Gamle Optegnelser om Bornholm i svundne Tider, 1897, Bornholms Historie I-II, 1900–01, der vel fortrinsvis byggede på trykte kilder og litteratur men som var den første samlede fremstilling af øens historie og præget af en nøgtern og klar fremstilling, og Series pastorum eller Fortegnelse over Præsterne paa Bornholm siden Reformationen, 1907. – J. står både som museumsmand og lokalhistoriker som en typisk repræsentant for de strømninger der gjorde sig gældende i slutningen af forrige århundrede, og hvor netop læreren indtager en fremtrædende plads.