Johan Monrad

Johan Monrad, ca. 1638- natten mellem 11. og 12.4.1709, selvbiografisk forfatter. Født antagelig i Middelfart, begravet i Gennerup k., Skåne. M. blev student 1656 fra Kbh.s skole, tog derefter teologisk eksamen og blev hovmester for rigsråd Otte Krags sønner. Med en kortere afbrydelse 1676 var han 1672-80 på rejse i Tyskland, Italien, Frankrig, Nederlandene og England. Han havde altid dyrket adelige bekendtskaber og må utvivlsomt have haft et indtagende væsen siden det lykkedes ham trods stands- og aldersforskel at vinde den purunge storgodsejerdatter til brud. Ved hans optagelse i den danske adelstand (1682) søgte regeringen at bøde på mesalliancen. Da svigermoderen, bag hvis ryg ægteskabet var indgået, kort efter døde, og M. skulle overtage hendes skånske godser, Häckeberga, Toppeladugård, Asserstorp, Björnstorp og halvdelen af Svenstorp, holdt den svenske regering, trods officiel dansk protest, arven beslaglagt i over et år. 1683 var M. blevet landkommissær for Fyn, men afhændede 1691 embedet på fordelagtige vilkår og tog ophold i Skåne hvor han siden levede som godsejer, efterhånden stærkt forgældet. – At M. mindes af eftertiden skyldes udelukkende den lille selvbiografi han har efterladt sig; den er skrevet ca. 1689, men slutningen har kun karakter af korte notater (senere ført ned til 1692) så at den egentlige fremstilling slutter med forlovelses- og bryllupstiden. Det er ikke ved det indtryk bogen giver af sin forfatters karakter at den virker tiltrækkende; han er meget glad for sig selv, har følt sig som et udvalgt Guds barn der altid har lykken med sig, og han bliver ikke træt af at fremhæve sine egne fortrin og sin succes ved enhver lejlighed. Men hans naive selvros udspringer af en umiddelbar glæde over tilværelsen hvis goder han har forstået at nyde også rent æstetisk. Han er en epikuræer med oprindelig, uaffekteret sans for naturen der indgår som et nødvendigt element i hans velvære. Kulminationen af livets lyst bliver hans kærlighedshistorie; i hans sødmefyldte erindring herom går det æstetiske behag og den erotiske passion op i en højere enhed. For denne sensualist tegner minderne sig i situationsbilleder som han gerne nøjes med at sætte rent skitsemæssigt på papiret. Som stilist er han nærmest skødesløs, men netop hans mangel på litterære prætentioner gør ham frisk og levende som skribent og giver hans erindringer en særlig plads i tidens autobiografiske litteratur; mens højbarokken hersker bekender han sig til ugenert til naturligheden. – Manuskriptet til selvbiografien i Det kgl. bibliotek.