Johan Stöckel

Johan Stöckel, Johan Ferdinand Vilhelm Valdemar Stöckel, 26.5.1867-30.8.1959, officer, museumsleder. Født i Rønne, død i Hellerup, begravet sst. S. blev student 1885 fra Rønne, n.å. cand.phil., sekondløjtnant 1887. Efter flere års tjeneste i artilleriet rejste han 1891 til Congo hvor han s.å. blev sekondløjtnant i den belgiske Congostats tjeneste, deltog i flere krigerske foretagender og blev såret, blev 1892 premierløjtnant, 1894 kaptajn. 1894–96 gennemgik han hjemme officersskolens næstældste klasse, blev premierløjtnant i artilleriet og gennemgik 1899–1902 den særlige artilleriklasse. 1903–04 var han engageret af det belgiske finansdepartement som opdagelsesrejsende og gennemvandrede bl.a. Centralafrika fra vest til øsl. Under den russisk-japanske krig ledede han 1905 en ekspedition til Manchuriet. Efter et par gange at have været uden for nummer afskedigedes han 1909 på grund af alder fra linjen, gik over i reserven, hvor han n.å. blev kaptajn. – Med titel af rustmester – fra 1909 konservator, fra 1919 bestyrer – påtog S. sig 1906 at videreføre et påbegyndt arbejde med systematisk, videnskabelig prøvelse og katalogisering inden for muscumstekniske rammer af de under artilleriet hørende samlinger, navnlig den historiske våbensamling på Kbh.s tøjhus. Af pietetshensyn over for Kronborg slot modsatte han sig straks planen om at flytte samlingerne til dette sted og fik tøjhuset rømmet for moderne krigs-materiel. Samtidig med de overordentlig omfattende arbejder i samlingerne, ofte under meget ugunstige forhold, drev han indgående undersøgelser i vore arkiver og biblioteker til grundlag for sine planer for museet og udvidede sine undersøgelser ved talrige rejser i udlandet. Hans planer vakte almindelig anerkendelse hos ledere af lignende institutioner i udlandet. På grundlag af S.s forslag af 1919 anordnede en kgl. resolution 1928 at den historiske våbensamling på tøjhuset blev en selvstændig institution, Tøjhusmuseet, direkte under krigsministeriet. S. blev museets ansvarlige chef. 1923 havde han tillige overtaget den historiske munderingssamlings let forgængelige sager og hermed det vanskelige konserveringsspørgsmål som han løste med fortrinligt resultat. 1937 afgik S. på grund af alder som museumsleder, men indtrådte 1939 i den tremandskommission der en overgang havde den øverste ledelse af Tøjhusmuseet. Selv om de opstillingsprincipper som S. anvendte ikke kan holde for en moderne kritik var hans ihærdige museumsarbejde et stort skridt fremad i retning af etableringen af en anerkendt og selvstændig historisk våbensamling. S.s forskningsinteresse var samlet omkring håndskydevåben og faner om hvilke emner han offentliggjorde bøger og artikler.