Johann Conrad Dippel

Johann Conrad Dippel, 10.8.1673-24.(25.)4.1734, alkymist, læge. Født på Frankenstein ved Darmstadt, død på Wittgenstein, begravet i Laasphe k. D. kom seksten år gammel til universitetet i Giessen hvor han studerede teologi, medicin og jura; 1693 blev han magister; hans mål var at blive polyhistor. Han var en urolig, stridbar og grublende natur med levende interesse for okkultisme, alkymi og astrologi; i sit sammensatte væsen forenede han i de unge år libertinisme og bodsfromhed. Efter nogle urolige vandreår levede han i Berlin 1704-07 som en anset kemiker, opfandt "berlinerblåt", og "Dippelsolie" (pyroleum animale) og ved sine "hemmelige" kunster formåede han som læge at skaffe sig forbindelser i hoffets kredse. 1707 fik han på initiativ af C. D. Reventlow (1671-1738, dronning Anna Sophies halvbror) titel af kancelliråd. Under pseudonymet Christianus Demokritus udgav han 1704-09 en række skrifter med ætsende angreb på kirken og dens lære. Gottfried Arnold havde med sit værk Unpartheyische Kirchen- und Ketzerhistorie (1700) brudt bane for en ny bedømmelse af den kirkekritiske og individuelle mystik, og D., Arnolds åndelige barn, skærpede dennes polemiske synspunkter: siden apostlenes død var kirken stadig degenereret; derfor måtte råbet nu lyde: Forlad Babel!

I Leiden erhvervede D. 1711 den medicinske doktorgrad, men også her kom han med sin radikale polemik i strid med de religiøse og politiske autoriteter. 1714 flyttede han til Altona hvorfra han i de følgende tre år udøvede en ikke ringe indflydelse i administrationen og endog korresponderede med Frederik IV. Men venskabet med grev Reventlow kølnedes, og da D. fra Hamburg beskyldte magistraten i Altona og sine tidligere venner, grev og grevinde Reventlow, for at have modtaget bestikkelser, lod kongen D. fængsle og anklage. Kommissionsdommen 1719 lød på at D.s skrifter skulle brændes og han selv fængsles på livstid. Hans fængsel på Hammershus mildnedes efterhånden, så han endog fik lov til at praktisere der som læge. 1726 blev han på forbøn af inden- og udenlandske venner frigivet på betingelse af at han for stedse ville forlade landet. Den svenske konge kaldte s.å. D. til Stockholm for at konsultere ham, men her blandede D. sig på ny ind i den kirkelige strid mellem de ortodokse og pietisterne. 1728 måtte han forlade Sverige og tog til Kbh., rimeligvis med amnesti, siden han færdedes frit som læge i den danske hofkreds. Men endnu 1728 rejste han til grev Casimir i Berleburg, hvis "inspirationsmenigheder" var et eldorado for datidens kirkekritiske eksulanter. - D. tilhører den radikale pietismes fløj; hans teologi er i virkeligheden en spekulativ mystik der i sin kerne er rationel, ahistorisk og ubetinget individualistisk. Han bekæmpede næsten ekstatisk den bestående kirke og dens forsoningslære; til gengæld fremstillede han en "realistisk" forløsningslære som i ikke få punkter minder om den ældre form for kvækernes Kristusmystik. Som læge betonede han stærkt "det sjælelige"s betydning for helbredelse og forudgriber en side af "mind cure" bevægelsen.