Johanne Andersen (sognepræst)

Johanne Andersen, Johanne Hermansen Andersen, 11.9.1913-30.9.1999, sognepræst. Født i Virket, Falkerslev sg. A. blev student fra Akad. kursus i Kbh. 1937 og teologisk kandidat (Kbh.s univ.) 1945 hvorefter hun til 1946 var stipendiat i kirkehistorie ved Uppsala univ. Sommeren 1946 var hun lærer på Askov højskole. Okt. s.å. blev hun valgt til præst for Lolland-Falster valgmenighed i Nr. Ørslev hvor hun fra febr. 1947 var fast prædikant indtil hun 1957 blev residerende kapellan ved Vigerslev k. 1965–72 var hun sognepræst ved Margrethe k. i Kbh. – A. blev ordineret 28.4.1948 som den ene af de tre første kvindelige præster i den danske folkekirke. Hun blev den direkte årsag til at kvindelige cand. teol.er, hvoraf den første tog eksamen 1916, kan modtage ordination og kollats og dermed opnå ansættelse i folkekirken på lige fod med mænd. Da loven om adgang til at søge præsteembede 1946 skulle revideres rejstes kravet om kvindelige præster fra flere sider, men kirkeminister Carl Hermansen forelagde loven uden ændringer på dette punkt fordi han ikke ville lade lovgivningen være foran det virkelige liv men vente indtil der forelå en konkret situation der krævede sin løsning. Denne situation forelå da loven skulle til 2. behandling i folketinget januar 1947. Lolland-Falsters valgmenighed anmeldte at de ønskede at få A. til præst, og kirkeministeren foreslog lovens ordlyd ændret fra "mænd" til "personer". Landets biskopper blev hørt, og af disse var syv af i alt ni imod. De henviste især til at "kvindelige præster ville betyde brud på en årtusindgammel tradition" samt til at en sådan nyskabelse ville vanskeliggøre det økumeniske samarbejde. Kun to grundtvigske bisper var positive. Indre mission fandt det skandaløst at en bekendelsesløs rigsdag skulle bestemme over kirkens indre liv, men også de kendte ord af Paulus "... skal kvinderne tie i jeres menighedsforsamlinger" (l.Kor.14,34) måtte holde for. Februar 1947 fremkom en udtalelse fra i alt 514 præster, væsentligst fra Indre mission og Kirkeligt centrum hvori de indirekte lod formode at de ville sætte deres embede ind på at forhindre lovens gennemførelse 4.6.1947 vedtoges loven i folketing og landsting, men det stod fast at ordination og kollats var et rent kirkeligt anliggende. En biskop kunne ikke alene nægte at ordinere men også at give kollats og føre tilsyn. Denne vanskelighed blev overvundet med bispefrihedsloven af 3.3.1948 som tillod ikke blot ordination men også kollats og tilsyn overdraget til den biskop som var villig dertil. Vejen stod nu åben for at biskop Hans Øllgaard i Odense domkirke kunne foretage ordinationen. Ordinanderne var foruden A. Edith Brenneche Petersen og Ruth Vermehren.