Johannes Knudsen (historiker)

Johannes Knudsen, Knud Johannes Knudsen, 4.3.1872-6.5.1929, historiker. Født på Vosnæsgård, Skødstrup sg., Randers amt, død i Kbh., begravet på Frbg. (Solbjerg). K. blev student 1890 fra Døckers kursus, cand. mag. 1898 og var derefter lærer ved forskellige københavnske skoler; 1894 knyttedes han til udvalget for folkeoplysnings fremme, først som assistent, senere (til sin død) som sekretær og redaktør. I udvalgets skrifter udgav han populære bøger om opdagelsen af søvejen til Indien (1901) og om den danske ishavsfarer Jens Munk (1902), hvortil føjedes en udgave af folkebogen Lucidarius med indledning om middelalderens geografiske opfattelse (1909). Herigennem kom han ind på videnskabelige arbejder. I Tidsskrift for Søvæsen offentliggjorde han, der ikke var uden praktisk sømandskundskab, 1912–22 en række afhandlinger til belysning af ældre tiders nautisk-maritime forhold, særlig danske, og leverede samtidig udgaver af 1500-tallets hollandske og danske sejladsforskrifter for nordiske farvande: Jan Seuerszoons De kaert van der Zee, 1914, Lorentz Benedicts Søkort. 1915 og Het Leeskartboek van Wisbuy, 1920. Særlig beskæftigede han sig med "den danske Hydrografis Fader", søkortdirektør Jens Sørensen i 1600-tallet, udgav 1916 et udvalg af hans kortarbejder, skrev 1918 en stor monografi om ham og føjede hertil 1921 som aktsstykkesamling et udvalg af hans efterladte papirer. I sine senere år syslede han med en dansk oversættelse af Resens atlas og fik 1925 påbegyndt udgivelsen (efter hans død fortsat af andre). Ved sin nautisk-historiske virksomhed, der var uden hjemligt sidestykke, har K. indlagt sig megen fortjeneste og vundet et navn også i udlandet, særlig Holland.