Johannes Olavius

Johannes Olavius, Johannes Olsen, Hans Olufsen, 27.9.1624-1.5.1698, præst, latindigter. Født i Randers, død sst. O. dimitteredes fra Viborg 1642. Som student omgikkes han i Kbh. Rasmus Bording, Erik Pontoppidan (1616-78) og Vitus Bering, og Ole Borch, der roser ham i sine Dissertationes de poetis, opmuntrede ham. 1650 udgav han en samling "Epigrammata", æresdigte til danske skribenter. N.å. blev han bibliotekar og huslærer hos Gunde Rosenkrantz, lensmand på Kalø, hvis sønner han 1655 ledsagede på en udenlandsrejse, fortrinsvis til hollandske universiteter. Omkring 1660 kaldtes han hjem af faderen, hvis efterfølger som præst ved Gråbrødrekirke i Randers han blev 1666. O. nød i sin samtid stort ry som latindigter. Hans produktion består for det meste af æres- og lykønskningsvers til ansete mænd, digtere, præster og borgere, trykt i forskellige samlinger af "Epigrammata" og "Strena novi anni", poetiske nytårsgaver. Meget kom dog ikke længere end til skrivebordsskuffen, deriblandt "et Bundt Vers til fornemme Randersboer, som daglig voxer og udbreder denne lille Byes Ry meget paa Grund af dens utrolige Rigdom paa lærde Mænd". – Vort kendskab til O.s liv stammer i det væsentlige fra hans selvbiografi på latin, tr. i Dån. Bibliothec VII (1745). Den virker på os noget usmagelig ved den naive selvtilfredshed der lyser ud af den. Et tiltalende træk er dog O.s levende kærlighed til naturen. Selv en ivrig blomsterdyrker – hans have nævnes lejlighedsvis i den tids aktstykker – stod han i brevveksling med udenlandske botanikere og forfattede latinske digte af floristisk indhold.