Johs. Petersen, Johannes Vilhelm Lauritz Petersen, 19.3.1872-24.3.1947, bogbinder. Født i Kbh. (Johs.), død sst. (Trin.), begravet på Frbg. (Solbjerg). P. fik sin skoleuddannelse ved det v. Westenske institut og Melchiors skole. Den faglige uddannelse foregik på faderens værksted og i den fra Tyskland indvandrede B. Beuchels bogbinderi. 1891 bestod han sin svendeprøve med sølvmedalje og rejste derefter til udlandet hvor han bl.a. arbejdede i Leipzig 1893. 1899 overtog han faderens virksomhed (Carl P.s Enke) i forening med John Polack, og 1912 fik han prædikat som hofbogbinder. 1916 blev han medlem af lavsbestyrelsen og 1924 oldermand samt redaktør af Dansk Bogbindertidende. Han foretog talrige studierejser til Østrig, Ungarn, Schweiz, Tyskland, Belgien, Italien og Spanien og har desuden været arrangør af bogbindudstillinger i Bruxelles og Berlin. Han sad i bestyrelsen for Håndværkerforeningen, Foreningen til lærlinges uddannelse, Fagskolen for boghåndværk og havde flere andre tillidshverv. De bogbind der udgik fra P.s værksted udmærker sig ved på den ene side at opretholde de gode håndværkertraditioner med hensyn til præcision og godt arbejde og på den anden side ved at være nøje knyttet til de bedste af samtidens ideer. Skulle man hæfte et prædikat på P.s bind og søge at finde et helhedspræg, vil det blive: vederhæftigt, fornemt og stilfuldt arbejde. P. har gang på gang i tale såvel som i skrift vist sig som pioner inden for det moderne bogbinderi, og han ikke blot pegede på hvad der kunne gøres, men han gjorde det også selv. Atter og atter opfordrede han til at samle sig om den gode teknik som det afgørende og med hensyn til dekoration at nøjes med det mindst mulige.

Familie

Forældre: hofbog-bindermester Carl Frederik August P. (1836-91, gift 2. gang 1885 med Catharine Schultz, 1856-1915) og Vilhelmine Francisca Wortziger (1846-84). Gift 9.6.1905 i Kbh. (b.v.) med Jensine Kirstine Lund, født 27.2.1877 i Dons, død 13.2.1962 på Frbg., d. af skrædder Bendit Jensen L. (1840-1929) og Ane Marie Nielsen (1847-1929).

Udnævnelser

R. 1934. DM. 1946.

Ikonografi

Mal. af J. Aabye, 1935. Tegn. af Ivan Opffer. Foto.

Bibliografi

Dansk bogbindertid. XXXXVIII, 1947 89-91. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig