Julius Thomsen, Hans Peter Jörgen Julius Thomsen, 16.2.1826-13.2.1909, kemiker. Født i Kbh. (Petri), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). T. var den ældste søn i en stor børneflok, og to yngre brødre, August og Thomas, blev også kemikere. T. gik i Skt. Petri kirkeskole og kom derfra ind pa det von Westenske institut. Han blev interesseret i kemi og blev 1841 taget ud af næstøverste klasse, kom kortvarigt i apotekerlære, men ønskede snart at skifte til det polytekniske studium. H. C. Ørsted interesserede sig for ham og skaffede ham arbejde hos E. A. Scharling 1841–43. 1843 tog han adgangseksamen til Den polytekniske læreanstalt. 1843–45 fik han en af Selskabet for naturlærens udbredelses fripladser til læreanstalten. I sin ansøgning nævnte faderen bl.a. at sønnen "i sit 12. Aar allerede regnede fermt med Logaritmer". T. bestod 1846 eksamen i anvendt naturvidenskab (dvs. som kemiingeniør). Han blev amanuensis hos J. G. Forchhammer 1847–53, og da Den polytekniske læreanstalt 1850–56 oprettede faget agerdyrkningskemi blev T. lærer heri. På Den polytekniske læreanstalts grund henlå en større portion kryolit, natriumhexafluoroaluminat, fra Ivigtut i Grønland. Dette mineral havde hidtil været uudnyttet, men 1850 begyndte T. at undersøge mineralet, og han fik 1852 udarbejdet en metode ti i herudfra at få fremstillet soda, natriumcarbonat, en metode som han året efter opnåede patent på. Kryolitsodafabrikken Øresund blev åbnet på hans fødselsdag 1859 med T. som direktør (-1909). Sodafabrikationen blev imidlertid i 1970erne slået ud af den såkaldte Solvay-metode hvor råstofferne var billigere; men kryolit fandt samtidig andre anvendelser der gjorde det efterspurgt.

T. begyndte 1850 at sysle med det emne der skulle blive hans videnskabelige storværk, og det blev 1852 foreløbig til en 50-siders afhandling Bidrag til et thermochemisk System. For denne afhandling fik han Videnskabernes selskabs sølvmedalje idet der samtidig blev stillet 50 rdl. til hans disposition for at han kunne "forskaffe sig nøjagtigen udførte Redskaber". I denne afhandling søgte han som den første at finde et talmæssigt udtryk for det man ved en vag betegnelse tidligere havde kaldt for affiniteten for en kemisk proces. Hans teori behøvede yderligere eksperimentel underbygning; men disse eksperimenter kom han først i gang med da han adskillige år efter var blevet professor. – Han udgav 1853 i samarbejde med L. A. ColdingOm de sandsynlige Aarsager til Choleraens ulige Styrke i forskjellige Dele af Kjøbenhavn, og 1856 udkom en populærvidenskabelig bog Vandringer paa Naturvidenskabens Gebeet som især behandler naturhistoriske og astronomiske emner. I begyndelsen af 1850erne udgav han et par mindre kemiske lærebøger, og sammen med broderen August var han 1862–78 medudgiver af Tidsskrift for Physik og Chemi samt disse Videnskabers Anvendelse. – 1851–75 holdt T. over tyve foredrag i Selskabet for naturlærens udbredelse i hvis direktion han havde sæde 1866–1902 (formand 1886–87).

T. var 1856–59 justermester i Kbh. og blev 1863 medlem afkommissionen ang. forandring i kongerigets mål- og møntsystem, vikarierede i Scharlings professorat 1859–60 under dennes sygdom og blev lærer i fysik ved den militære højskole 1859–66. 1861–94 var han medlem af Kbh.s borgerrepræsentation. Byen var inde i en i teknisk henseende stærk udviklingsperiode, og T. tilførte her borgerrepræsentationen en teknisk indsigt på mange områder; her kan især nævnes gasværker, hospitals- og sundhedsvæsen, kloakering, bygningsvæsen, sporveje og elektricitetsværker. Han satte sig altid grundigt ind i sagerne, og når han derefter havde udtrykt sin mening var der – både efter egen og også mange andres opfattelse – næppe mere at sige om den sag. Hans fremtræden var noget barsk og selvsikker og da der i 1893 kom liberale og socialdemokrater ind i byens råd behandlede han dem som "uforskammede Fredsforstyrrere". 1882–92 var han medlem i havnerådet i Kbh. og 1864–70 af kuratelet ved De forenede kirkeskoler. T. blev 1862 titulær professor, og fra 1864 underviste han ved universitetet, 1865 som ekstraordinær docent og 1866 som lektor, dec. s.å. blev han professor i kemi og bestyrer af universitetets kemiske laboratorium efter Scharling. Han kunne nu gå i gang med det omfattende eksperimentelle arbejde der skulle verificere de termokemiske anskuelser han havde fremsat i 1852, og i løbet af en lille snes iir udførte han personligt 3500 kalorimetriske bestemmelser. Han ønskede ingen assistance fra medarbejdere for han mente at sammenligneligheden blev størst når målingerne blev udført af én person. Han frabad sig også studiebesøg af unge udenlandske kemikere, så han "dannede ikke skole" som så mange andre fremragende videnskabsmænd. Hans resultater blev løbende offentliggjort i kemisk fagpresse (32 afsnit) og til sidst samlet i et firebindsværk Thermochemische Untersuchungen, 1882–86. De tre første bind indeholder det eksperimentelle materiale, mens bind 4 indeholder de teoretiske betragtninger som T. knyttede til forsøgene. T. så i varmeudviklingen ved en kemisk proces et udtryk for affiniteten; denne anskuelse blev noget senere også fremsat af franskmanden Marcel Berthelot (1869) hvilket medførte skarpe prioritetsstridigheder imellem de to kemikere. Imidlertid er teorien kun tilnærmelsesvis rigtig ved den temperatur (18 C) hvor T. arbejdede mens den ville være rigtig ved det absolutte nulpunkt (= -273°C). T. indså efterhånden at teorien ikke lod sig opretholde, og han var overlegen nok til at indrømme dette, mens Berthelot fastholdt sine anskuelser på trods af alle kendsgerninger.

T.s eksperimentelle materiale bevarede sin værdi selv om hans iffinitetsteori måtte ændres. Talmaterialet kunne således bruges til at fastslå gyldigheden af den af nordmændene C. M. Guldberg og P. Waage 1867 opstillede massevirkningslov. Adskillige andre spørgsmål blev løst gennem hans forsøg; her skal især nævnes neutralitetsvarmen for syrer og baser og undersøgelsen af visse galvaniske elementer. Hans senere termokemiske artikler var af polemisk art, især rettet mod Berthelot. – T.s eksperimenter og overvejelser blev nu fortrinsvis rettet imod andre mål. Allerede 1865 havde han overvejet muligheden af at atomerne var sammensatte, og i universitetsprogrammerne for 1884 og 1887 tog han tankerne om stoffets opbygning op til behandling (hhv. Om Molekyler og Atomer og Om Materiens Enhed). – T. var også (i modsætning til andre danske kemikere på den tid) interesseret i grundstoffernes periodiske system der var blevet opstillet 1869. – 1894 havde englænderne J. W. S. Rayleigh og W. Ramsay opdaget en inaktiv gas der fik navnet argon. Denne var der ikke plads til i det periodiske system, og 1895 fremkom der fra adskillige videnskabsmænd forskellige forslag til en forklaring herpå. T. sluttede sig til dem der mtnte at argon måtte være et medlem af en helt ny familie af grundstoffer, og han oplyste at han illerede i adskillige år havde gjort sig tanker om at der måtte eksistere en gruppe grundstoffer imellem de elektronegative halogener og de elektropositive alkalimetaller, og at disse måtte have valensen nul, og T. gav en teoretisk begrundelse for denne opfattelse. Denne familie på ialt seks medlemmer blev da også opdaget inden det ny århundredes begyndelse. Samtidig foreslog T. en ny opstilling af det periodiske system, en opstilling der mindede en del om Thomas Bayley's system fra 1882. På basis af dette forslag lod han forfærdige en stor tavle af dette periodiske system på hvilken der var plads til at påklistre denne hypotetiske gruppe. Han lod tavlen ophænge i det store auditorium i universitetets kemiske laboratorium hvor den hang i 65 år. Tusindvis af studerende har i årenes løb stirret på denne tavle, bl.a. Niels Bohr som senere korrigerede systemet og gav det en teoretisk baggrund; systemet kaldes nu ofte for Thomsen-Bohr-systemet.

Som professor i kemi ved universitetet var T. yderligere knyttet til Den polytekniske læreanstalt. 1867 blev han medlem af læreanstaltens bestyrelse og 1883–1902 læreanstaltens direktør. Som sådan havde han ledelsen af læreanstaltens udvidelse og flytning til Sølvtorvet (indviet 1890). Som bestyrer af universitetets kemiske laboratorium forestod han også nybyggeriet og flytningen af dette til Østervoldgade (indviet 1892). Han var medlem af konsistorium 1885– 1901 og universitetets rektor to gange, nemlig 1886–87 og 1891–92. Endvidere var T. medlem af og formand for kommissionen for farmaceutisk eksamen 1866–92. Allerede 1860 blev T. medlem af Videnskabernes selskab, og han blev præsident for selskabet 1888. Han blev dr.med. h.c. 1879 ved universitetets 400-års jubilæum og dr.phil. h.c. to år tidligere ved Uppsala universitetets tilsvarende jubilæum. Han modtog talrige udenlandske æresbevisninger – dog aldrig nogen fransk hvilket tilskrives hans kontrovers med Berthelot. – Gehejmekonferensråd 1902. – Broderen Thomas Gottfried Thomsen, født 10.10.1841, død 27.9.1901, blev student 1859 og tog 1866 eksamen fra Polyteknisk læreanstalt og var derefter i fem år ansat ved kryolitbruddene i Ivigtut og 1873–84 ved broderens laboratorium på universitetet. 1885 fik han Videnskabernes selskabs guldmedalje for en afhandling om ligevægtsforhold i vandige opløsninger. Efter sin første hustrus død 1882 begyndte han at studere teologi og efter eksamen 1888 blev han sognepræst i Norup, Fyn, fra 1896 var han res. kapellan ved Skt. Mortens kirke i Randers.

Familie

Forældre: bankrevisor, senere kammerråd Thomas T. (1787–1862) og Jensine Friederike Lund (1798–1877). Gift 25.10.1857 i Stoense, Langeland, med Elmine Hansen, født 7.5.1832 på Steensgård, Langeland, død 14.7.1890 i Kbh. (Frbg.), d. af forpagter Niels Christian(sen) H. (1798–1869) og Ane Sophie Pedersdatter (1802–60). – Bror til August T.

Udnævnelser

R. 1871. DM. 1879. K.2. 1888. K.1. 1890. S.K. 1896.

Ikonografi

Træsnit 1884 og af H. P. Hansen, 1886. Mal. af Carl Bloch, 1886 (Fr.borg), kopi af S. Wandel (Vidensk. selskab). Buste af A. W. Saabye, 1891 (Polyteknisk læreanstalt). Mal. af Chr. Hetsch, 1892. Statuette af Saabye 1893, 1894 (Hirschsprung), forarbejde til statue 1897 (1906 Polytekn. læreanstalt). Medalje af G. Jensen 1896 og 1929. Mal. af A. Jerndorff, 1896 (Fr.borg). Afbildet på P. S. Krøyers mal. af møde i Vidensk. selskab (Vidensk. selskab), hertil skitse 1896 (bl.a. St. mus.; Vejen mus.; Hirschsprung). Mal. af B. Wegmann, 1897. Træsnit af A. Bork, 1899, efter foto. Afbildet på P. S. Krøyers mal. Industriens mænd, 1903–04 (Fr.borg). Relief af A. Bundgaard, 1932 (det da. studenterhus i Paris). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Levnedsbeskr. af de ved Kbh.s univ.s 400årsfest promoverede doktorer, 1879 20–22. – Ad. Steen: Den polytekn. læreanstalts første halvhundrede år, 1879 40 55. Odin T. Christensen i Fysisk t. IV, 1905–06 1V7–43. G. A. Hagemann sst. VII, 1908–09 129–32. J. N. Brønsted sst. 132-41. Odin T. Christensen i Gads da mag., 1908–09 362–64. S. M. Jørgensen i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl. 1909–10 27–31. C. F. Jarl: Fabrikken Øresund 1859–1909, 1909. Edw. Thorpe: Essays in historical chemistry, London 1911 (repr. 1931, optr. af Journal of the Chemical society of London XCVII, 1910 161–72). Correspondance de H. C. Ørsted avec divers savants, udg. M. C. Harding I, 1920 249. M. C. Harding: Selsk. for naturlærens udbredelse, 1924 105f 168 217f. Samme i Kemisk månedsbl. I, 1926 21–24. J. T. Lundbye: Den polytekn. læreanstalt 1829–1929 1929 191–255 375–78. Povl Vinding: Dansk teknik gennem 100 år, 1939 29–47. Samme: G. A. Hagemann, 1942 479. Stig Veibel: Kemien i Darim. I-III, 1939–68 (bibliografi i II, 1943 426–44). P. O. Pedersen: Livsskildringer, 1941 159–75. Helge Kragh i Dansk kemi LXII, 1981 65–69. Samme i Annals of science XXXIX, London 1982 37–60. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig