Just Wiedewelt, 18.11.1677-8.9.1757, billedhugger. Født i Kbh, død sst., begravet sst. (Petri urtegård). W. var 1692-96 elev hos Thomas Quellinus i Kbh. hvorfra han 1696 rejste til Antwerpen, formentlig til Artus Quellinus d.y.s værksted. Efter to års forløb rejste han til Paris hvor han "conditionerede" ɔ: fik ansættelse som marmorarbejder i et billedhuggerværksted. Måske har han været hjemme ca. 1707, for 14.1.1708 udstedtes der pas for ham til Frankrig og Italien. Derefter forblev han endnu syv år i udlandet, den længste tid – måske den hele – i Paris, for først ved juletid 1715 vendte han tilbage til Kbh. Efter hjemkomsten var hans første arbejde de to marmorbuster af kong Frederik IV og dronning Louise der nu findes på Rosenborg; det er ret dygtige arbejder i fransk barokstil, og de betaltes af kongen 1719 med 300 rdl. da arbejdet på dem havde varet i 11 måneder. Sammen med Diderik Gercken udførte W. i begyndelsen af 1720erne alteret i Garnisons kirke der var færdigt 1724– 25, men blev stærkt kritiseret af skønsmændene. Til alteret i Kbh.s slotskirke, udført 1726-28 af Gercken, skal W. have leveret de to figurer ved siden af søjlerne, den guddommelige nåde og den guddommelige retfærdighed. Begge er typisk senbarokke i deres stil. Dette sidste alter blev flyttet til Helligåndskirken 1731 hvor det nu findes. For sin svoger guldslager Zeise udførte W. 1732 den smukke portal til hans hus i Helliggejststræde. 1734 fik W. stillingen som Holmens billedhugger og beholdt den til sin død; som sådan har han åbenbart været medvirkende ved den skulpturelle udsmykning af den 1744 opførte kongeportal på Nyholm. W. synes ikke at have været meget produktiv eller særlig selvstændig i sin kunstneriske form. Hans figurstil er typisk for Quellinus-eleverne; i sine senere år synes han noget påvirket af Diderik Gercken.

Familie

Forældre: murermester Hans W. (1646-1730, gift 2. gang 1681 med Agnete Strobel, ca.1660-1722) og Maren Jensdatter Marcussen (død 1680). Gift 1726 med Birgitte Lauridsdatter, født 2.11.1699 i Vivild, død 3.9.1757 i Kbh. (Petri), d. af Lauritz Knudsen. – Far til Johannes W.

Ikonografi

Relief af Johs. Wiedewelt udst. 1769, efter dette stik af M. Rösler, 1768, og relief af Johs. Wiedewelt, 1770, til gravmælet 1779.

Bibliografi

F. J. Meier: Efterretn. om billedhuggeren Johs. Wiedewelt, 1877 14-18 anm. 1. L Bobé: Die deutsche St. Petri Gemeinde zu Kopenhagen, 1925 460. Samme i Kunstmuseets årsskr. XXVIII, 1941 142. V. Thorlacius-Ussing: Billedhuggeren Thomas Quellinus, 1926 127. Samme i Rom og Danm., red. L. Bobé I, 1935 146. Chr. Elling og Viggo Steen Møller: Holmens bygningshist. 1680-1930, 1932 83. Danm.s kirker. København I, 1945-58 392 678; III, 1966-72 220-27; V, 1983ff 81. Hans Chr. Bjerg og John Erichsen: Danske orlogsskibe 1690-1860, 1980 103-13.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig