Karl Otto Meyer

Karl Otto Meyer, 16.3.1928-7.2.2016, chefredaktør, politiker. Karl Otto Meyers far, en tysk socialdemokrat, kom før den første verdenskrig til Flensborg hvor han giftede sig med en dansksindet pige og fandt sin livsgerning i Flensborg Avis' trykkeri, fra 1922 som rotations-, siden som maskinmester.

Karl Otto Meyer afsluttede sin skolegang 1944 med en præliminæreksamen fra Duborg-skolen som dengang endnu ikke var udbygget til gymnasium, og begyndte at læse til student på statsskolen i Sønderborg, men blev allerede november s.å. indkaldt til arbejdstjeneste i det besatte Polen. På en orlov i jan. 1945, inden overgangen til den egentlige militærtjeneste deserterede Karl Otto Meyer til Fyn foregivende at han på familiebesøg i Hamborg var forsvundet under et luftangreb. På Sydfyn blev han aktivt medlem af modstandsbevægelsen.

Efter krigen læste han til lærer på Skårup seminarium (eksamen 1949) og blev ansat som lærer ved den i 1948 oprettede danske skole i Husum på Slesvigs vestkyst. Herfra kom Karl Otto Meyer 1950 som skoleleder til Skovlund skole vest for Flensborg. Skolen havde dengang endnu til huse i en faldefærdig barak skønt der siden 1920 havde været et dansk arbejde, bl.a. ved vandrelærere, på egnen der ligger få kilometer syd for grænsen. Han ledede denne skole til han 1963 (formelt fra 1.4.1964) blev chefredaktør for Flensborg Avis, dog med en afbrydelse 1952-54. Han forsatte som chefredaktør frem til 1985. Kultusministeriet i Kiel havde da frataget Karl Otto Meyer undervisningsretten fordi han på et møde i Sønderborg januar 1952 havde fremsat kritiske udtalelser om det nye tyske demokrati i forbindelse med oprustningsspørgsmålet og sydslesvigernes værnepligt. Overforvaltningsretten i Lüneburg underkendte 1954 de kielske myndigheder, og Karl Otto Meyer fik sin undervisningsret tilbage, ministeriets anke til forbundsforvaltningsdomstolen blev 1956 trukket tilbage.

Allerede i sin skoleledertid var Karl Otto Meyer aktiv inden for det danske organisationsarbejde i Sydslesvig. 1952-63 var han formand for de lokale danske foreninger, fra 1952 medlem af amtsbestyrelserne for Sydslesvigsk forening (SSF) og Sydslesvigsk vælgerforening (SSV) i Flensborg amt og medlem af disse foreningers hovedstyrelser 1955-68, desuden sad han 1959-74 og igen fra 1978 i Skovlund kommunalråd og 1959-72 i amtsrådet for Flensborg amt. 1960-75 var han tillige landsformand for de danske sydslesvigeres politiske organisation SSV og blev derfor 1971 Berthold Bahnsens naturlige afløser i den slesvig-holstenske landdag hvis medlem han var indtil 1996.

Både som bladleder, hvor han som udefra kommende ved sin tiltrædelse mødtes med en vis skepsis, og som landdagsmand hævdede Karl Otto Meyer sig markant ved sit engagement, sin agitatoriske styrke og sin politiske linie der bl.a. gav sig udslag i øgede stemmetal ved landdags-valgene i 1975 og 1979.

Karl Otto Meyer var en utrættelig og slagfærdig fortaler for den danske befolkningsgruppes interesser, men lagde i sit virke megen vægt på at mindretallets politiske ledelse og dets blad ikke nøjedes med blot at føre mindretalspolitik, de skulle tværtimod tage stilling til alle forefaldende almene samfundsproblemer, fx til EF og til atomkraftspørgsmålet. Denne linie vakte lejlighedsvis tysk irritation, som da Karl Otto Meyer før valget i 1979 meddelte at han ville bruge sit mandat i kabinetsspørgsmål hvis det - hvad der var muligt - blev tungen på vægtskålen, og denne linie var også omdiskuteret inden for mindretallet der langtfra var så homogent som et politisk parti. Den øgede dog såvel inden for de danske sydslesvigeres rækker som i det omgivende samfund interessen for mindretallets politik.

Karl Otto Meyer blev tildelt bl.a. Det berlingske fonds hæderspris 1979, Kaj Munk-prisen 1985 og Frode Jakobsen-prisen 1997.