Kjeld de Fine Licht, Kjeld Richard de Fine Licht, 5.7.1931-29.3.2014, arkitekt. Født i Kbh. L. blev student fra Chr.havns gymnasium 1950, tog 1957 afgang fra kunstakademiets bygningsskole og ansattes her samme år som assistent. Hans interesser, der også blev fremmet ved studier ved Kbh.s univ., koncentrerede sig tidligt om bygningskunstens historie som han har beskæftiget sig indgående og sagkyndigt med på en lang række forskellige områder fra oldtid til nutid. Hans deltagelse 1957 i den danske ekspedition til Bahrain gav ham anledning til studier af arabiske huse (Arkitekten, 1957). 1961 besvarede han ved Århus univ. en prisopgave om Pantheon i Rom der blev belønnet med guldmedalje. Dette arbejde udbyggedes siden til monografien The rotunda in Rome. A study of Hadrian's Pantheon der blev forsvaret for doktorgraden ved Århus univ. 1968. 1963 ansattes L. tillige som medarbejder ved "Danmarks kirker", Nationalmuseet. Foruden medlemskab af kunstakademiet (1976-79 indvalgt i akademirådet) har hans tilknytning til og lærergerning ved kunstakademiet sat sig spor i flere beretninger om arkitekturstudier under ekskursioner med arkitektstuderende til Tyrkiet, Grækenland, Jugoslavien, Italien, Polen, Tyskland og Sverige (Arkitekten 1959, 1960, 1961, 1964, 1969, 1972, 1974). I fortsættelse af disputatsen har han arbejdet med udforskning af romersk arkitektur, foretaget opmålinger og udgravninger ved Trajans termer i Rom (Analecta Romana Suppl., 1974, Studia Romana, 1976), og undersøgt et grotteanlæg ved Albanersøen (Analecta Romana, 1974). Hans deltagelse i kunstakademiets Vestindienstudier 1960 og 1961 (se bl.a. Arkitekten 1959, 1979) hvor L. beskæftigede sig med de tidligere danske øers offentlige byggeri har foreløbig resulteret i artikler i Journal of the Society of Architectural Historians, 1962, Danmarksposten, 1963 og Militært tidsskrift, 1967. Som redaktør ved Danmarks kirker har L. publiceret redegørelser for en række danske kirkers bygningshistorie, navnlig i Århus by og amt, enkelte i Kbh. og i Frederiksborg amt. Hertil knytter sig artikler i Kuml, 1968, Nationalmuseets arbejdsmark, 1976, Arkitekten, 1979 og Strejflys over Danmarks bygningskultur, 1979. L. er forfatter og medredaktør af Kirker og bygninger fra Geodætisk Instituts arkiv, 1974 og medredaktør og bidragyder til Arkitekturstudier, 1979. Et studie over et emne fra nyere tids arkitekturhistorie foreligger med En arbejderkoloni på Frederiksberg, 1977. Af L.s øvrige virksomhed kan nævnes foredrag, anmeldelser og nekrologer (især i Arkitekten). Hans engagement i akademirådets arbejde har bl.a. givet sig udtryk i en række indlæg (fortrinsvis i Arkitekten) vedrørende aktuelle og principielle bygningsbevaringsspørgsmål. 1979-83 var L. direktør for Det danske institut for videnskab og kunst i Rom. Han var redaktør ved Danmarks kirker til 1999 og var frem til 2001 tilknyttet Kunstakademiet. L. tildeltes N. L. Høyen-medaljen 1995.

Familie

F: slotsforvalter, arkitekt Kai Vilhelm de Fine L. (1900-86, gift 2. gang 1957 med Maggi Corneliussen, født 1911) og Ella Dorthea Lehm (1902-56). Gift 1. gang 27.12.1957 med Lene Steners, d. af civilingeniør Kaj S. (1894-1975) og Else Buhl (født 1903). Ægteskabet opløst 1967. Gift 2. gang 7.3.1970 med Thora Fisker, født 29.7.1946 på Frbg., d. af inspektør Svend F. (født 1908) og Else Namtved (født 1907). Ægteskabet opløst 1990.

Udnævnelser

R. 1981.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig