Knud - arveprins

Knud, Knud Christian Frederik Michael, 27.7.1900-14.6.1976, arveprins. Født på Sorgenfri slot, død i Hellerup, begravet i Roskilde domk. K. gennemgik sammen med sin bror søværnets officersskole og havde som søofficer forskellige kommandoer, bl.a. som chef for Dragør-fortet. Han udnævntes 1965 til admiral. Tronfølgeloven af 1953 medførte at K. fik titel af arveprins, men indførelse af den kvindelige arvefølge berøvede i realiteten ham og hans afkom arveretten. K. søgte da også med bistand af højesteretssagfører Leif Gamborg til det sidste at hindre ændringen. K. var (sammen med sin hustru) protektor for Sydslesvigsk studie- og hjælpefond, et arbejde der optog ham, og for bl.a. FDM, Foreningen af søofficerer i reserven, Foreningen for national kunst og Dansk ornitologisk forening. K. nød ved sit jævne og folkelige væsen popularitet i befolkningen.

Familie

Forældre: senere Christian X (1870–1947) og Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin (1879–1952). Gift 8.9.1933 på Fredensborg slot med prinsesse Caroline-Mathilde, født 27.4.1912 på Jægersborghus i Gentofte, d. af prins Harald (1876–1949) og Helena (1888–1962). – Bror til Frederik IX.

Udnævnelser

R.E. 1912. DM. 1918. S. Kmd. 1937.

Ikonografi

Afbildet på mal. af Chr. Zacho, 1903 (forhen Amalienborg) og på tegn. af konfirmationen 1915 af Gerda Ploug Sarp (Fr.borg). Afbildet på mal. af Chr. Xs ridt over grænsen 1920 af Stefan Viggo Pedersen 1921 og 1954, Johs. Kragh 1921 (alle Fr.borg) og H. Dohm, 1921 (Chr.borg). Mal. af Jenny Salicath, 1922, af H. Henningsen, 1923 (Amalienborg) og H. Flygenring, 1936 (Sorgenfri). Tegn. af Otto Christensen, 1950 (Fr.borg). Afbildet på mal. af A. Tørsleff af grundlovens underskrivelse 1953 (folketinget). Foto.

Bibliografi

Erindringer. Fra Fredensborg til Sorgenfri, 1954. Interview i Jydske tid. 22.3.1970. – B. Outze i Information 15.6.1976.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig