Knud 6., 1163-12.11.1202, konge. Ifølge Valdemarårbogen født 1162. Begravet i Ringsted k. K. er født i Valdemars enestyres sjette år og indgik allerede som spæd i faderens dynastiske og arverigeplaner. Som etårig traf Valdemar aftale med Henrik Løve af Sachsen om, at han skulle ægte dennes datter Richiza, og efter dennes død i 1167 trolovedes han 1171 til søsteren Gertrud, med hvem han holdt bryllup 1177. Allerede 1165 havde kongen ladet ledingshæren udse K. til fremtidig konge, siden svor rigets mænd ham troskab i Roskilde, og ved kirkefesten i Ringsted 25.6.1170, hvor Knud Lavard indviedes som kongehelgen, salvede ærkebiskop Eskil K. til konge ved den første kendte danske kongekroning. Siden tituleredes han konge, fx af Absalon men aldrig af faderen. Ved sit bryllup fik han Halland til kongeligt underhold, men først i faderens sidste år indsattes han med personlig magt, da som medkonge i Skåne og Halland. – Efter Valdemars død 1182 hyldedes den kronede K. på landstingene, først i Viborg. Kun hans egne skåninger der forud var i oprør mod ærkebiskop Absalon søgte at vælge en anden kongeætling, Harald Skreng, støttet af den svenskejarl Birger Brosa; efter nogen fremgang blev Harald nedkæmpet af Absalon med den kongelige hær. K. er en konge hvis personlige indsats kun svagt lader sig erkende. I det første tiår af hans tyveårige regering stod Hvide-slægten tæt om tronen, og K. fulgte stadig Absalons råd i verdslige sager (Arnold af Lübeck), mens hans yngre bror Valdemar (Sejr) dominerer billedet i hans sidste år. Der er derfor ikke grund til at tvivle på Saxo, når han gør Absalon ansvarlig for bruddet med den tyske kejser, da K. nægtede at aflægge en formel lensed til ham, og denne i vrede sendte K.s søster, der var trolovet til en af kejserens sønner, tilbage til Danmark. Absalon har også hovedæren for sejren over hertug Bugislav af Pommern i pinsen 1184 der gav Danmark højhedsretten over Pommern og kongen titlen "Vendernes konge". Mere personligt engageret må K. have været i de to konflikter hvor kongehuset med sin politik implicerede pave og Europa. Da junker Valdemar 1187 overtog styret af hertugdømmet Slesvig, førte det hurtigt til sammenstod med biskop Valdemar af Slesvig, en uægteskabelig søn af Knud Magnussen der havde forvaltet hertugdømmet under junkerens umyndighed, og hurtigt kom de to Valdemarer i en så heftig strid, at biskoppen indlod sig på forræderi og opror og blev besejret og fanget af hertugen; selv om K.s bror var den handlende, var K. som konge ansvarlig for den fortsatte fængsling (1192–1206) der truede med brud med paven, men afværgedes af Absalon og abbed Vilhelm af Æbelholt. Samtidig procederede K. sammen med paven mod den franske konge Filip August der forskød K.s søster Ingeborg umiddelbart efter brylluppet 1193. Konflikten kompliceredes og var uafsluttet ved K.s død.

Indadtil er K.s navn knyttet til to reformlove. Tidligt i regeringen gælder det sammen med Absalon vederloven der restitueredes og udvidede den kongelige hird til en rigsomfattende herremandshær under hård disciplin. Måske i forbindelse hermed dannedes et rigsomfattende broderskab, af hvilket 62 grupper fra Jylland og Øerne er kendt fra broderlisten i Kong Valdemars jordebog. K. indgår selv i broderskabet; hans gruppe er knyttet til Åbo syssel i Jylland. Sent i regeringen følger den kongelige forordning om manddrabsforbrydelser af 28.12.1200 hvor K. atter har ærkebiskoppen som medudgiver og muligvis den kongelige kansler Anders Sunesen som initiativtager. Her er tale om en udpræget fredslovgivning der under kongelig myndighed skærper samfundets indgriben over for voldsforbrydelser. I K.s sidste år under magtkampen i Tyskland mellem Staufer og Welfer siden 1197 gjorde hertug Valdemar sig meget aktivt gældende, erobrede Holsten med mere og skabte grundlaget for det danske Nordalbingien. 1201 anerkendte Lübeck dansk overhøjhed, og ifølge Arnold af Lübeck blev kong K. modtaget i byen "med glans og hæder". Samtidig indledtes en imperialistisk dansk politik i det østlige Balticum.

Familie

Forældre: Valdemar den Store (1131–82) og Sophie (ca. 1141–98). Gift 1177 med Gertrud af Sachsen, født ca. 1154, død 1.7.1197, d. af hertug Henrik Løve af Sachsen og Bayern (1129–95) og Clementia af Zähringen. – Bror til Ingeborg (1175–1237), Richiza (død 1220) og Valdemar Sejr.

Ikonografi

Kalkmalerier (omkr. 1350, Ringsted k.; Stehag k., Skåne), efter sidstnævnte kopi af H. Erlandsen, 1937 (Fr.borg). Vævet tapet af Hans Knieper 1581–84 (Nat.mus.). Tegn. (Kgl. bibl.) og stik fra 1600-tallet.

Bibliografi

Kilder. Arnoldus Lubicensis: Chronica Slavorum, udg. Georg Heinr. Pertz, Hannover 1868 (optr. 1930) = Scriptores rerum Germanicarum; da. overs.: Arnold af Lybeks slavekrønike, ved P. Kierkegaard, 1885. Scriptores minores, udg. M. Cl. Gertz 1, 1917–18 (reproudg. 1970) (Sv. Aggesens Vederlov og Historia); da. overs, i Sv. Aggesøns hist. skr., ved M. Cl. Gertz, 1916–17 (reproudg. 1967). Saxo: Gesta Danorum, udg. J. Olrik og H. Ræder I-II, 1931–57; da. udg.: Sakses Danesaga, overs. Jørgen Olrik I-IV, 1908–12 (2. udg. 1925). Diplomatarium Danicum III-IV, 1958–77.

Lit. Hans Olrik: Absalon I-II, 1908–09. N. G. Heine: Østersøproblemer omkr. 1200, 1941. H.-J. Freytag i Aus Reichsgesch. und Nord. Gesch., udg. Horst Fuhrmann m.fl., Stuttg. 1972 = Kieler hist. Studien XVI 222–13. Aksel E. Christensen i Danm.s hist. I, 1977 356–72.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig