Knud Ulfeldt

Knud Ulfeldt, 1609-28.7.1657, generalkrigskommissær. Død i træfningen ved Sibbarp, begravet i Igelösa k. U. var 1620-27 i Sorø skole, 1627 var han i London. 1628 var han immatrikuleret ved universitetet i Orleans. Muligvis var han en tid i nederlandsk krigstjeneste. 1630 blev han hofjunker og 1635-38 var han mønsterkommissær ved tropperne i Holsten. 1639 blev han løjtnant i den skånske rostjeneste. 6.6.s.å. blev han general-krigszahlkommissær ved de hvervede tropper i Holsten, den såkaldte unionshøer. Som løn fik han Tønsberg len i Norge og en årlig besolding på 1680 dir. Stillingen indebar at han skulle forestå unionshærens økonomiske forvaltning. Da hæren finansieredes af de ekstraordinære landeskatter som rigsrådet siden 1637 havde dispositionsretten over, betød dette at han lige så meget var rigsrådets embedsmand som kongens. Til Christian IV var hans forhold dog altid godt og 1642 var han kandidat til det ledige rigsmarsk-embede som dog besattes med Anders Bille. I kraft af sit embede var han marskens nærmeste medarbejder og under Torstenssonkrigen 1643-45 forestod han sammen med Anders Bille den overordnede militære administration. Både ved organisationen af Jyllands og Fyns forsvar i foråret 1644 og under det skånske felttog om efteråret ydede han en storartet indsats. I Skåne hvervede han et kompagni soldater som han efter krigen overlod den norske statholder Hannibal Sehested. 1646 blev han skånsk krigskommissær hvilket indebar at han fik administrationen af grænsefæstningerne under sig. Samtidig blev han centralt placeret i de indenrigspolitiske konflikter. Landkommissærerne, der var politisk valgte repræsentanter for adelen og som bestyrede de provinsielle landekister hvoraf udgifterne til de udskrevne bondesoldater afholdtes, arbejdede for at få dispositionsretten til landeskatterne og dermed fuld kontrol over den militære administration. U.s person og embede stod imidlertid i vejen for disse ambitioner. En ny bestalling for U. 24.1.1647 begrænsede hans kompetence. Ganske vist skulle han fortsat forvalte landeskatterne, men et sindrigt system skulle sikre at pengene blev givet ud i den provins hvor de var oppebåret. Heri lå en indrømmelse til landkommissærerne og provinsadelen og et skridt mod en uheldig decentralisering af militæradministrationen. Til gengæld søgte kongen og rigsrådet at stive hans position af ved formelt at gøre ham til marskens næstkommanderende. Trods støtten fra kongen og rigsrådet fortsatte land-kommissærernes stormløb mod ham og 22.5.1647 fik de kgl. bevilling til at oppebære skatterne og den ret til at anvise U. skattepengene som hidtil havde været rigsrådets. Dette førte naturligvis til kompetencestridigheder mellem landkommissærerne og U. der bekæmpede den tilsigtede decentralisering. Nov. 1647 kapitulerede kongen og rigsrådet over for landkommissærerne der nu fik dispositionsretten til skatterne og fik gennemtvunget en ophævelse af U.s embede. U. kom dog fortsat til at yde en indsats for det danske forsvar men nu på andre felter. Allerede 1646 havde han fratrådt sine norske forleninger og i stedet fået Landskrona len afgiftsfrit. Under hans ledelse omdannedes Landskrona til en fuldt moderne fæstning med dobbelt befæstningslinje. Som lensmand eksercerede han de udskrevne bondesoldater hvilket bragte ham i konflikt med flere skånske adelige der saboterede udskrivningen. Ved krigsudbruddet 1657 hvervede han for egne midler 200 knægte til at forstærke garnisonen i Landskrona og sammen med Axel Urup organiserede han Skånes forsvar. Han oprettede en skånsk landstorm og i træfningen ved. Engelholm kom han Urup til undsætning med et par tusind mand bl.a. "alle Gjønge herreds beboere til hest og med riflede bosser" og bidrog til at drive svenskerne tilbage til Halland. Da svenskerne under G.O. Stenbock i sept. på ny rykkede over grænsen, udrustede han efter ordre et korps for at foretage en diversion ind på svensk område. Han tvang fjenden tilbage men faldt selv i den sejrrige træfning ved Sibbarp.

U. som 1653 og 1657 fik et betydeligt antal stemmer ved adelens indstillinger til skånske rigs-rådsposter var ikke alene en fremragende militær, men tillige en fint dannet mand som efterlod en værdifuld bogsamling. Han var en dygtig godsadministrator og holdt skindet på næsen i en tid hvor mange adelige gik økonomisk ned, og han forstrakte både under krigen 1643-45 og senere kronen med betydelige beløb. 1652 takseredes hans gods til 2117 tdr. hartkorn. Han ejede en tid Skedal i Halland (solgt 1641), Ellinggård (Horns hrd., Vendsyssel, solgt 1652), Kajholm (Vennebjerg hrd.) og Odsgård (Middelsom hrd.). 1646 overtog han fædrenegården Svenstorp (Torna hrd., Skåne). For sine stedsønner af 1. ægteskab administrerede han Borreby (Torna hrd.) og Østergård (Harre hrd.). Med sin anden hustru fik han Totterupholm (nu Rosendal, Fakse hrd.) og Frøslevgård (Stevns hrd.). 1653 købte han Alslevgård i Fakse hrd.