Knud Wiinstedt, Knud Jørgen Frederik Wiinstedt, ved dåben Viinsted, 3.9.1878-8.6.1964, botaniker, konservator. Født i Horsens, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). W. var 1898-1901 discipel på sin fars apotek, 1901-03 var han i malerlære hvorefter han indtil 1908 uddannede sig i sang og kunstmaling. 1906 tog han tegnelærereksamen; fra 1908 optrådte han som koncertsanger og 1911-31 var han i Det kgl. teaters operakor. Samtidig plejede han fra sin ungdom interesse for naturen, blev i sine unge år medlem af Dansk botanisk forening og udgav publikationer om den danske flora i Botanisk Tidsskrift og Flora og Fauna. Fra 1918 virkede han som assistent, 1927-59 som konservator ved Botanisk museum hvor han stod for det danske herbarium og koordinerede oplysninger om vilde og indvandrede planter. I de år, ligesom tidligere og senere, arbejdedes på Danmarks topografisk-botaniske undersøgelse og W. var 1932-60 medlem af dens ledelse og publicerede afhandlingerne om sivfamilien (1937), halv-græsfamilien (1943-45), karsporeplanter (1953) og slægten høgeurt (1939). W. står som udgiver af 5.-7. reviderede udg. af C. RaunkiærsDansk Ekskursions-Flora, 1934-50. W. har desuden udgivet adskillige samlinger lyriske digte; hans Udvalgte Digte 1914-39 udkom 1939. 1940 blev W. æresmedlem af Dansk botanisk forening.

Familie

Forældre: apoteker Johan August W. (skrev sig Viinsted) (1830-1909) og Inger Vilhelmine Hansen (1851-1940). Gift 19.4.1907 i Kbh. (Helligg.) med Eva Alvilde Benedicta Drescher, født 5.1.1885 i Kbh. (Matth.), død 25.5.1958 på Frbg., d. af asfaltør, senere gårdejer Hans Frederik D. (1842-1916) og Agnes Johanne Augusta Hansen (1854-1932).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Carl Christensen: Den danske botaniske lit. 1912-39, 1940 91-96. Alfr. Hansen: Den danske botaniske lit. 1940-59, 1963 55 288f (bibliografi). – Cai M. Woel: Troubadourer II, 1934 184-88. Kn. Jessen i Botanisk t. LX, 1964 253f. Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj XIII, 1979 233.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig