Kræsten Iversen, Kristen (Kræsten) Iversen, 26.1.1886-9.8.1955, maler. Født i Holsted, Malt hrd, død i Kbh. (Davids), begravet sst. (Garn.). I. er autodidakt i den forstand at han ikke har gået på akademiet, men i stedet har været i malerlære i Kolding og modtaget tegneundervisning af H. Grønlund på Teknrek skole i København (1904–05). Fra 1910 til 1918 udstillede han flere gange på Kunstnernes Efterårsudstilling indtil han 1919 brød igennem med Odysseus og Nausikaa på Charlottenborg. Herefter fulgte en indbydelse fra Den frie Udstilling hvor han var gæst 1920–23 og medlem fra 1924. I disse år fremstod de første figurbilleder med religiøst eller mytologisk indhold, en genre der skulle optage en stor del af I.s senere virksomhed og skaffe ham mange offentlige bestillinger. Den første betydelige af disse var Carlsbergfondets på et loftsmaleri til Videnskabernes selskab, en opgave I. modtog efter en konkurrence i 1924. Resultatet Prometheus raner ilden, 1925–26 er et næsten nybarokt værk af en kraftig plastisk virkning. 1927–31 udførte han den store malede loftsdekoration i Christiansborg slots riddersal hvori de barokke genklange i høj grad kommer til deres ret. I. malede også religiøse emner, altertavler til kirken i fødebyen Holsted (Peters fiskedræt, 1928) og til Zions kirke i Esbjerg (Stormen på Genezareth sø, 1930). Til "Stærekassen" malede han et par motiver fra København (1930), til amtssygehuset i Hornsyld 12 vægbilleder (1941–43), til Århus rådhus fire jyske landskaber (1944–45) og til Løgumkloster forsamlingshus nogle motiver fra Slesvigs historie (1946–51). Alle disse er i olie; som freskomaler forsøgte I. sig i 1952 med udsmykningen af festsalen i Maskinskolen i København. Han har endvidere givet udkast til talrige kirkeruder.

Ved siden af de officielle bestillinger har 1. udført landskaber, opstillinger og portrætter. Det var maleriets koloristiske og stoflige virkninger der interesserede ham, også i figurkompositionerne. Han begyndte med ret mørke farver, først i 20erne præget af en grøn grundtone, men fra ca. 1930 arbejdede han sig frem til en lettere og lysere farveholdning efter at have opholdt sig flere gange på Bornholm og stiftet bekendtskab med den stedlige malerskole. 1. modtog Eckersbergmedaljen 1923, blev medlem af akademirådet 1925, professor 1930, medlem af Gallerikommissionen 1931–34 og direktør for Kunstakademiet 1949–52. Han har foretaget studierejser til Tyskland og Italien 1921 (for J. R. Lunds fond), Frankrig og Holland 1924 (for Zacharias Jacobsens legat), Italien og Grækenland 1927 (for stipendium fra Ny Carlsbergfondet). Deltog i talrige udstillinger, bl.a. i de danske udstillinger i Brooklyn Museum (1927), Helsingfors (1928), Berlin (1932) og Riga, Warszawa, Budapest (1930) hvor han modtog en sølvmedalje. Retrospektiv udstilling 1963 i Kunstforeningen i København. I. er repræsenteret i Statens museum for kunst, flere provinsmuseer, Nationalmuseum Stockholm og museerne i Göteborg og Malmö.

Familie

Forældre: bygmester Niels Laurids Pedersen (1848–1902) og Grethe Hansen (1851–1910). Navneforandring 7.10.1930. Gift 9.4.1914 i Kbh. (Blågård) med Anna Marie Siems, født 23.7.1889 i Oslo, død 12.6.1955 i Svaneke, d. af xylograf Carsten S. (1856–1916) og Thora Nielsen (1852–1935).

Udnævnelser

R. 1932. DM. 1941. K. 1952.

Ikonografi

Malede selvportr. 1908, 1914, 1918, 1920, 1923 (Malmö mus.) m.fl. samt gruppebill. 1920 og 1921–22. Buste i teaktræ af Johs. Bjerg, 1919. Tegn. af E. Ullmann, 1932 (Kgl. bibl.). Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1949. Afbildet på tegn. af Hans Bendix udst. 1951. Foto.

Bibliografi

K. I. Et udvalg af billeder m. tekst af Fr. Beckett, 1931 = Vor tids kunst III. Sv. Rindholt: K. I., 1937 = Dansk kunst VII. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig