L.C.F. Lütken

L.C.F. Lütken, Louis Carl Frederik Lütken, 19.4.1863-27.6.1918, officer. Født i Kbh. (Johs.), død i Roskilde, begravet sst. L. er blevet en central person i dansk forsvarspolitik, ikke ved en militær indsats, men ved sin politiske virksomhed i en periode hvor forsvarssagen var den mest brændbare og mest ømtålelige sag i dansk politik. Betydningen af hans indsats er først kommet frem efter hans død. L. tilhørte på fædrene side en slægt af embedsmænd og officerer og på mødrene en aristokratisk holstensk familie. Vejen som officer faldt derfor naturlig da han 1881 blev student fra Sorø akademi. L. var en usædvanlig begavelse og havde et meget vindende væsen over for sine foresatte. Over for andre kunne han virke arrogant og hård. Som løjtnant blev han således dømt til en måneds arrest for hård fremfærd over for mandskabet. Fra 1890erne fik han gennem bekendtskab med Sigurd Berg gode kontakter og den unge partileder J. C. Christensens fortrolighed og venskab. Efter provisorietidens voldsomme brydninger for og imod Københavns befæstning trængte J. C. Christensen stærkt til en afklaring af sit forsvarspolitiske synspunkt og fandt i L. en yderst kompetent rådgiver. Ved forhandlingerne forud for systemskiftet i sommeren 1901 førte J. C. Christensen L. frem som forsvarsminister. Admiral F. Jøhnke og C. Hage afviste ham dog og henviste til W. H. O. Madsen. L. vedblev at være J. C. Christensens rådgiver i de følgende år med helt afgørende følger for dansk politik i almindelighed og forsvarspolitikken i særdeleshed.

Tysklands voldsomme oprustning og kejser Wilhelms militante fremfærd bl.a. i Nordslesvig skabte bekymring og usikkerhed i Danmark om den neutralitetspolitik som venstrereformpartiet stod for. L.s indsats var at overbevise venstres fører om nødvendigheden af en tilnærmelse til Tyskland og af en forsvarspolitik der sikrede Tyskland mod et angreb i flanken under en storkrig.

I 1902 forsøgte L. at blive militærattaché i Berlin. Da dette mislykkedes skaffede J. C. Christensen ham penge til et studieophold i Berlin hvor han bl.a. tjenstgjorde i den tyske generalstab. Trods den danske gesandts modvilje fik L. fine kontakter i generalstaben hvem han meddelte at han repræsenterede "ministeriets stærke mand". Den 4.11.1903 gav han J. C. Christensen den første rapport om sine samtaler i Berlin. Denne medvirkede til at Christensen "mistede troen" på et reduceret dansk forsvarsvæsen og forårsagede derved et af de mest afgørende brud i dansk politik, udskillelsen af den radikale fløj af venstre i jan. 1905. Samme år blev Christensen konseilspræsident og forsvarsminister og gjorde L. til departementschef for krigsministeriets første departement. Sammen skulle de nu gennemføre den ny forsvarspolitik, uanset at sagen var forsøgt henlagt og "indkapslet" i forsvarskommissionen af 1902. I største hemmelighed for alle undtagen udenrigsminister Frederik Raben-Levetzau indledte L. i 1906 forhandlinger med chefen for den tyske generalstab H. von Moltke. L. fremsatte herunder forslag om en militærkonvention mellem landene og antydede endog at Danmark kunne føre en så tyskvenlig neutralitetspolitik, at Tyskland til gengæld skulle give Nordslesvig tilbage. Eventuelt forelå muligheden for et mageskifte mellem Slesvig og De vestindiske øer. Moltke afviste disse og andre ideer som L. fremsatte for egen regning. Forhandlingerne førte altså ikke til konkrete resultater, men bandt Christensen til den tyskvenlige neutralitet og en tilsvarende forsvarspolitik. Forhandlingerne forblev en dyb hemmelighed i de følgende år, men før første verdenskrig slap akterne ud til radikale ministre, og det vakte voldsomt røre da P. Munch lod akterne offentliggøre i 1919, året efter L.s død. Under de givne forhold virkede sagen da meget kompromitterende for L. og J. C. Christensen.

Da J. C. Christensen 1908 måtte gå af efter Alberti-sagen fik L. forbindelse med hans efterfølger som konseilspræsident, Niels Neergaard. Han forelagde denne sit syn på Københavns befæstning hvis fremtidige funktion forsvarskommissionen var uenig om. L. havde allerede i 1905 gjort sig tanker om en række fremskudte forter foran Københavns befæstning. Neergaard lod sig overbevise om disse fremskudte forters berettigelse, omend ud fra andre politiske og militære motiver end L., og fremsatte forslag om dem i folketinget den 12.2.1909. L.s politiske indflydelse var betydelig på denne tid idet han vedligeholdt underhåndsforbindelse med både J. C. Christensen, Neergaard og grev Mogens Frijs. Ikke desto mindre faldt forslaget om de fremskudte forter som følge af politisk taktik, og J. C. Christensen gennemførte det følgende efterår forsvarslovene af 1909 som et kompromis hvori L.s indflydelse synes at have været mindre betydende. Kort efter fratrådte L. som departementschef og blev regimentschef i København, siden i Helsingør. Han forsøgte forgæves at vedligeholde sin politiske indflydelse og bevarede J. C. Christensen som sit store forbillede. L.s opfattelse at en tilnærmelse til Tyskland var nødvendig viste sig uberettiget efter begivenhederne under første verdenskrig. En sådan protysk neutralitetspolitik havde formentlig vanskeliggjort vort forhold til vestmagterne under krigen. - Efter L.s efterladte erindringer at dømme var han en ret selvhævdende og kynisk personlighed. Men hans hurtige begavelse og forhandlingsdygtighed var ubestridelig.