L.S. Borring, Lauritz Stephan Borring, 21.12.1798-26.3.1884, sproglærer. Født i Bogense, død på Frbg. (Matth.), begravet sst. (Solbjerg), 1888 flyttet til Gentofte. Allerede som dreng fik B. praktisk kendskab til fransk ved at tale med de franskmænd som dengang (1808) lå i garnison på Fyn. 1816 blev han student fra Odense. I Kbh. fik han adgang til nogle familier hvor der var lejlighed til at tale det franske sprog som han vedblev at dyrke ved siden af eksamensstudiet. Efter at han 1821 havde taget teologisk eksamen blev han lærer i religion ved landkadetkorpset. 1.826 foretog han en rejse til Frankrig hvor han opholdt sig et halvt år, og blev 1831 lærer i fransk for landkadetterne. 1834 rejste han med offentlig understøttelse til Paris hvor han anvendte et halvt år på studiet af fransk. 1841 blev han lærer i fransk ved Metropolitanskolen. Han udgav franske grammatikker og læsebøger, stiløvelser og ordbøger der er udkommet i adskillige udgaver; hans større fransk-danske ordbog der udkom 1841–45, var for sin tid et virkelig fortjenstfuldt arbejde. Han søgte også at gøre dansk litteratur kendt i Frankrig. Han har således for oldskriftselskabet oversat Krakes mål og Knytlinga saga. 1848–49 blev han af regeringen sendt til Paris for i den franske presse at arbejde på at oplyse franskmændene om danske forhold, navnlig det slesvigske spørgsmål. 1856 fratrådte han sin virksomhed ved Metropolitanskolen, og 1861 blev han afskediget som lærer ved landkadetakademiet da dette blev nedlagt. Hans virksomhed for udbredelse af kendskab til fransk standsede dog ikke hermed. Længe vedblev han at undervise og gjorde hvert år en rejse til Paris, og endnu i sin høje alderdom søgte han (1883) ved en Grammaire danoise et norvégienne at gøre franskmændene bekendt med det danske sprog. – Tit. professor 1837.

Familie

Forældre: købmand Laurits B. (1761–1853) og Mette Cathrine Fahnøe (1770–1857). Gift 2.8.1823 i Assens med Christiane Birgitte Albertsen, født 10.7.1801 i Odense, død 13.2.1888 på Frbg., d. af auditør Albert A. (1767–1803, gift 1. gang med Ulrikke Louise Bentzen, 1779–99) og Frederikke Marie Elisabeth Bentzen (1783–1863, gift 2. gang 1806 med toldkasserer i Assens, oberst Frederik Christian Møsting Bülow, 1761–1838).

Udnævnelser

R. 1847.

Ikonografi

BIyantstegn. (Fr.borg). Træsnit af H. P. Hansen, 1884.

Bibliografi

Selvbiogr. i Metropolitanskolens indbydelsesskrift for 1841.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig