L. Urban Jürgensen, Louis Urban Jürgensen, 26.5.1806-28.7.1867, urmager. Født i Kbh. (Fransk ref.), død sst., (Helligg.), begravet sst. (Ass.). J. var fra sin tidligste ungdom forudbestemt til at overtage faderens virksomhed. Han fik en udmærket skoleuddannelse og arbejdede allerede som dreng på faderens værksted for at uddanne sig i det højere urmageri; i faderens sidste svaghedsår forestod han både kronometer- og uretablissementet, hjulpet af sin yngre bror Jules Frederik J. (f. 27.7.1808 i Kbh., d. 12.12.1877 i Geneve). Ved faderens død overtog brødrene virksomheden under firmanavn Urban J.s Sønner. J. foretog 1831–33 med offentlig understøttelse en rejse til Paris, Schweiz og London og satte sig grundigt ind i sit fags nyeste fremskridt og arbejdsmetoder. Efter hans hjemkomst drog broderen til Schweiz hvor han bosatte sig og grundlagde urfirmaet Jules J. i Le Locle der var i slægtens besiddelse til 1919. Mindet om urmagerslægten J. er stadig levende i Schweiz hvor der i Bienne findes et J.-museum. J. var nu ene om ledelsen af den københavnske forretning hvis anseelse stadig bevaredes. Han deltog med udmærkelse i flere udstillinger, bl.a. i London 1851 og Paris 1855. Særlig fortjeneste har han af at have foranstaltet nye udgaver og oversættelser af faderens skrifter. 1854 blev han kgl. hofkronometermager, 1852 udenlandsk medlem af Académie nationale i Paris, 1855 udenlandsk æresmedlem af L'Institut des Arts-Unis i London. Efter J.s død blev firmaet nogle år drevet videre af hans enke indtil det ved dennes død 1886 blev overtaget af en flerårig medarbejder H. Kiens. Det fik da navnet Urban Jürgensen & Sønners Efterfølger, under hvilket det endnu eksisterer.

Familie

Forældre: urmager Urban J. (1776–1830) og Sophie H. Houriet (1780–1852). Gift 7.6.1835 i Kbh. (Slotsk.) med Annette Birgitte Leth Horstmann, født 12.11.1803 på Vennelyst, Kirke-Såby sg., død 15.1.1886 i Kbh. (Helligg.), d. af major August Jacob Gregorius Vilhelm H. (1781–1847) og Anna Cathrine Frederikke Jürgensen (1781–1837).

Udnævnelser

R. 1859.

Ikonografi

Maleri. Mal. af C. A. Jensen, 1830 (Fr.borg), tegn. af samme (sst.). Litografi af C. Simonsen, 1859. Buste af H. V. Bissen, 1866 (St. mus.).

Bibliografi

G. F. Ursin i Mag. for kunstnere og håndværkere 2. r. I 121; III 1; V 1 271; Nyt mag. for kunstnere og håndværkere I 15 189; III 323; VI 330. C. Nyrop i Tidsskr. for industri, 1905 145–52. H. C. Andersen: Mit livs eventyr I-II, udg. H. Topsøe-Jensen, 1951 (fot. optr. 1975).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig