Lars Dinesen

Lars Dinesen, 16.11.1838-22.9.1915, politiker. Født i Kulby, Holbæk amt, død på Frbg., begravet i Hillerød. D. var opdraget ved landbruget og overtog efter faderens død bestyrelsen af fædrenegården for sin mor (1857-68). Faderen tilhørte politisk den sjællandske bondevennebevægelse og havde forskellige tillidshverv som sognerådsmedlem og vandsynsformand, med hvilke sønnen gik ham, der savnede skrivefærdighed, til hånde. Opvakt og videbegærlig fik D. tidligt interesse for offentlige anliggender og supplerede de kundskaber han havde fået i folkeskolen med læsning navnlig af historisk art. 1859-61 var han syv måneder i alt elev på Grundtvigs højskole på Marielyst. Et par taler ved offentlige møder havde henledt opmærksomheden på ham som rigsdagsemne, og 5.3.1864 valgtes han i sin hjemkreds, Ruds Vedby, til medlem af rigsrådets og 7.6.s.å. af rigsdagens folketing. Han sluttede sig her efter nogen orientering til det grundtvigsk farvede nationale venstre og støttede E. M. Rotwitts oprettelse af bondehøjskolen i Sæby, senere Høng, 1864 og Ernst Trier i oprettelsen af Vallekilde højskole 1865. Han stemte imod den reviderede grundlov 1866 og fulgte 1870 sit parti til dannelsen af det forenede venstre hvis program han underskrev. Hans medlemskab af partiet blev dog kun af kort varighed; det syntes ham for lidet forsvarsvenligt, dets taktik for pågående og partidisciplinen for stram. Allerede 1871 meldte han sig fra for efter korte mellemstadier at havne i højre. Tidligt havde D. vist sig som en dygtig og arbejdsivrig rigsdagsmand. Han satte sig godt ind i de foreliggende sager, forstod at bedømme personer og situationer og viste megen forhandlingsdygtighed. Allerede 1865 var han blevet medlem af finansudvalget og vedblev at være det indtil 1906. Ligeledes var han med sin stærke interesse for forsvarssagen lige fra begyndelsen medlem af folketingets militære udvalg. Højrelederne opdagede snart, at han kunne yde partiet væsentlige tjenester navnlig som agitator, og da det forenede venstre efter hans politiske omslag opstillede en lokal kandidat i Ruds Vedbykredsen satte man ham 1873 ind i den for højre sikre Frederiksborgkreds hvor han genvalgtes indtil 1913.

Af sine tidligere partifæller var han i lang tid personlig ildeset og betragtedes som renegat. På generalforsamlingen 1874 i Bondestandens Sparekasse hvor D. siden 1865 var tillidsmand, stilledes forslag om at han slettedes som tillidsmand. Forslaget forkastedes men fra da af var D. blandt sparekassens bitreste fjender og agiterede under sparekassens vanskeligheder 1876-77 for, at sparerne skulle trække deres indskud ud. I højre var hans betydning og indflydelse stadigt stigende. Nogen ledende, politisk bestemmende stilling kom han dog ikke til at indtage. Han fulgte trofast den til enhver tid givne partiparole og gik i ilden for den på rigsdagen og ved møderne. Snart blev han ved siden af H. Matzen partiets mest benyttede agitator. Endnu stod jo en ikke ringe del af gårdmændene på den konservative side, og D. var i instinkt og agitationsform fuldt ud deres mand. Samtidig forstod han at leve sig ind i købstad-middelklassens tankegang, og med sin store tilpasningsevne blev "den unge begavede Bonde" også snart en velset gæst i københavnske bourgeoisikredse. På hundreder af agitationsmøder udviklede han en betydelig slagfærdighed der, i forbindelse med hans sikre instinkt for tilhørerkredsens psykologi og hans nøje kendskab til sager og personer, gjorde ham til en ikke ufarlig modstander selv for mænd der intellektuelt var ham overlegne. På rigsdagen hævede han sig som taler og deltager i det saglige udvalgsarbejde ikke over det jævnt dygtige, men de underhåndsforhandlinger som ofte forbereder resultaterne, var D.s egentlige felt. Han gik ind og ud hos alle, efterhånden som splittelserne i venstre kom, også hos venstremændene, og han forstod at knytte bristede forhandlingstråde. Netop hans stilling i partiets anden række lettede ham dette arbejde; han kunne gøre selv ret hasarderede forsøg som, når de mislykkedes, kunne desavoueres af førerne. Efterhånden blev han sit parti en uundværlig mand, og man knyttede ham fastere til sig ved 1880 at give ham den ene af de to statsrevisorposter landstingsflertallet disponerede over. Den estrupske kamppolitik havde næppe hans hjerte, men han forsvarede den uden at blinke og lagde i sin agitation hele skylden for provisorierne over på venstre. 1883 skabte han sammen med Matzen og den senere indenrigsminister H. P. Ingerslev højres landsorganisation. Hans udstrakte personalkendskab på rigsdagen og blandt højrevælgerne blev her af uvurderlig betydning; han samlede alle agitationens tråde i sin hånd og holdt dem med jernflid vedlige ved hundreder af møder og tusinder af breve og personlige henvendelser.

Da den Bojsenske forhandlingspolitik satte ind 1890 ændredes D.s stilling. Skønt den politiske ledelse vedblivende lå i ministeriets hånd var hans indflydelse som den der gjorde hovedarbejdet inden for organisationen, og som et betydende medlem af rigsdagspartiets bestyrelse dog i stærk stigen, og han begyndte, støttet af ministrene J. Nellemann og H. P. Ingerslev, så småt at føre sin egen politik. Denne skilte sig efterhånden i ikke ringe grad fra Estrups, J. Bahnsons og Jacob Scavenius' og havde som endemål et politisk forlig og en nær sammenslutning mellem det moderate højre og det forhandlende venstre. Med bekymring så han på den radikalisering af bondestanden som provisoriekampen havde fremmet, og på socialdemokratiets vækst, og det var ham en tilfredsstillelse at vende tilbage til et venskabeligt samarbejde med det landbovenstre hvorfra han selv var udgået. Han søgte at bryde den modstand mod det forhandlende venstres militære nedsættelseskrav som rejstes af Estrup og Bahnson og var den væsentligste grund til forligsforhandlingernes sprængning 1893. Ved folketingsvalgene 1892 og 1895 anvendte han al sin indflydelse til at bevæge højreminoriteterne i valgkredsene til at lægge de moderate venstrekandidaters valg de mindst mulige hindringer i vejen. I tiden omkring afslutningen af forliget 1894 var D. ved sygdom hindret i at deltage i rigsdagsarbejdet, og det var ham en stor skuffelse at forliget ikke resulterede i et koalitionsministerium. D.s formentlige begunstigelse af de moderate venstrekandidater på højres bekostning og hans ret hårdhændede forsøg på ensretning af højrepressen havde allerede tidligere rejst en opposition imod ham inden for partiet, og efter det for højre ugunstige folketingsvalg 1895 brød den, væsentlig ledet af Jac. Scavenius, så stærkt igennem, at han måtte nedlægge sin stilling inden for partiorganisationen. Under den stedse mere fremtrædende splittelse inden for højre var D.s politiske indflydelse i stadig aftagen. Han støttede ministeriet Reedtz-Thott og søgte forgæves at fremkalde en udskillelse af de moderatere elementer inden for venstrereformpartiet. Mod ministeriet Sehested stod han i åben opposition og støttede sig fra nu af væsentlig til den frikonservative gruppe i landstinget. Som medlem af toldkommissionen af 1895 fulgte han højre, i skattekommissionen af 1900 i det væsentlige venstre. 1901 mistede han sin stilling som statsrevisor, men der bevilgedes ham pension. Blandt hverv uden for rigsdagen kan nævnes at han 1871-85 var medlem af skytteforeningernes overbestyrelse og 1880-1914 af bestyrelsen for Grundtvigs højskole. 1877-78 redigerede han "Folkets Avis".