Lauge Beck, 1614-23.5.1659, sjællandsk landkommissær. Født i Kbh, død sst. B. arvede efter faderen Førslev og Herlufstrup på Sjælland, studerede ved udenlandske univer-siteter, 1633 i Leiden, 1634 i Wittenberg, 1635 i Leipzig, 1636 i Basel og Tübingen. 1639 ses han at være indskrevet i Bourges, og 1640 atter i Leiden. S.å. kom han hjem og blev 1641 sekretær i kancelliet. Han forlod denne stilling 1646 og blev landsdommer på Lolland og Falster og 1649 landkommissær på Sjælland. Ved stænder-valgmødet 1648 hørte han til adelens oppositionelle fløj og fremtrådte i forskellige indlæg fra 1650'erne som en af den sjællandske adels tals- og tillidsmænd. Efter freden i Roskilde var han blandt de kommissærer som beskikkedes til at ledsage den svenske hær ud af riget. Hans tidlige død under Kbh.s belejring hindrede ham i at opleve det store opgør 1660 hvor han ellers vistnok havde haft visse forudsætninger for at gøre sig gældende.

Familie

Forældre: rentemester Sivert B. til Førslev (1566–1623) og Lisbet Bille (1576–1656). Gift 9.5.1647 i Kbh. (Frue) med Margrete Grubbe, født 3.6.1628 el. 29 på Vedbygård, død 18.4.1696 i Kbh. (Holmens) (gift 2. gang 1661 med rentemester Steen Hohendorff til Rønneholm, 1625–87), d. af lensmand, ritmester Jørgen Eilersen G. til Tostrup m.m. (1584–1640) og Lene Knudsdatter Rud til Vedby (1594–1671). – Bror til Steen B.

Ikonografi

Mal. (Sæbygård).

Bibliografi

Danm.s adels årbog LXVIII, 1951 84. Aktstykker og oplysninger til rigsrådets og stændermødernes hist. i Frederik IIIs tid I–II, udg. C. Rise Hansen, 1959–75.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig