Leck Fischer

Leck Fischer, Otto Peter Leck Fischer, 26.3.1904-17.6.1956, forfatter. Født i Kbh, død på amtssygehuset, Gentofte, begravet Mariebjerg kgd., Gentofte. Ved faderens død 1911 blev familiens levevilkår totalt ændrede. Moderen flyttede til Slagelse med tre børn. Broderen Viggo blev adopteret af kaptajn Conrad Kampmann. Den økonomiske tilbagegang for familien lagde spiren til den skepsis og desillusion der senere så ofte kommer til udtryk i forfatterskabet. F. var først kontorist på Sorø Amtstidende og siden bankassistent i Slagelse. 1928 rejste han til Kbh. hvor han et par år var ansat på Woels forlag. Fra 1930 levede han af sit forfatterskab. F. har karakteriseret sig selv som "erhvervsforfatter uden noget møde med Pan" og han blev en af vore mest flittige og produktive kulturarbejdere både som romanforfatter, dramatiker og inden for filmen. I et forord til en af sine egne noveller (I Dansk nutidsdigtning, 1955) siger han: "sociale forhold præger os lige så meget, som de sjælelige impulser vi møder". F. blev den nøgterne skildrer af småborgerskabet som en rodløs klasse i mellemkrigstiden, og han vandt et betydeligt publikum der genfandt deres egen virkelighed i hans værker. Hans skildringer koncentrerer sig om København og provinsbyen, egentlige naturskildringer er ham fremmede.

Hans stilideal var Henrik Pontoppidans ukunstlede normaldansk, og hans kritiske realisme lægger mere vægt på moraldebatten end på det politisk manifeste. Når F. satte "Kan man leve af at være dannet?" som motto for Kontormennesker, 1933 svarede Harald Herdal i sin roman om kontorliv: "Det er ikke så meget spørgsmålet om man kan leve af at være dannet, men spørgsmålet om man kan leve uden at være organiseret" (i Der er noet i Vejen, 1936). F. skildrer sit småborgerskab netop præget af den fortvivlende mangel på fællesskabsfølelse. Uden tro på fællesskabets kraft bliver forfatterskabets hovedmotiv den menneskelige ensomhed. F. er familiens digter og skildrer den klaustrofobisk lille lejlighed hvor man går op og ned ad hinanden uden kraft til at hjælpe hinanden. En særlig evne viste F. i sine skildringer af oversete børn. Hans engagerede krav til de voksne om at respektere børnenes rige følelsesliv peger frem mod H. C. Branners noveller om børn.

F.s forfatterskab passede ind i tidens slagord "den nye saglighed" og især i begyndelsen af forfatterskabet kan han virke som alvorsmand med moralsk nidkærhed. Det første betydelige værk er trilogien Leif den Lykkelige, 1928, Uværdighedens Marked, 1929 og En Dag af Aaret, 1929 (forkortet etbindsudgave 1935) der med baggrund i gullaschårene skildrer en ung mands opvækst. Romanerne fra 30erne og siden den store københavnerroman er det vægtigste i forfatterskabet. En Dreng fra Gaden, 1932 er en egentlig proletarroman om en forældreløs drengs tragedie i efterkrigstidens Tyskland. Med Kontormennesker, 1933 når F. det stærkeste og mest karakteristiske i forfatterskabet, kollektivromanen, i skildringen af skæbnerne på en papirfabrik som går ned under den økonomiske krise. Det maa gerne blive Mandag, 1934 skildrer arbejdsløsheden blandt håndværkere. Til den økonomiske elendighed kommer følelsen af at være tilovers i samfundet som noget der undergraver selve livsnerven. Hvordan i Morgen, 1938 er en af forfatterskabets bedste bøger. Truslen om den kommende krig er det fælles moment for den række parallelhandlinger der skildrer den lille mand som en magtesløs kastebold for en nådesløs social og historisk udvikling. I En Kvinde paa Fyrre, 1940, vendte F. tilbage til romanen om et enkelt menneske. Den midaldrende ugifte kvindes optegnelser om hendes ydmygelser bæres af en uovervunden livsvilje, og bogen viser F.s fine evne som kvindeskildrer. Et hovedværk er syvbindsromanen om københavnerfamilien Faber fra århundredskiftet op til folkestrejken under besættelsen. Den var i mange år en af folkebibliotekernes mest yndede romanserier. Kaptajnen, 1941 foregår i 1899, Karriere, 1942 i 1907, Sidste Sommer, 1943 i 1914, Feberdans, 1946 i 1918, Ungdomslatter, 1947 i 1925, Skyggen kommer først, 1949 i 1933 og Dette latterlige Land, 1950 i 1944. Serien er ingen dokumentarisk tidskrønike men snarere en række intense menneskeskildringer belyst gennem skiftende tidsatmosfærer. Suiten falder ikke, men snarere stiger gennem forløbet, og det sidste bind, med titel efter den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark Werner Bests berygtede udtalelse, står med sin nøgternhed stærkt blandt de mange romaner om besættelsestiden. I sin sidste bog radioromanen Skyldig i Synd, 1956 vendte F. tilbage til kollektivromanen, her en nordsjællandsk landsbylæges optegnelser. Igen var F. fremme med et samtidsproblem i skildringen af den motorgale unge mand.

F. arbejdede også flittigt som dramatiker. Manden i Maanen, 1951 fængslede ved sin ironisk engagerede skildring af en ældre stationsforstanders dagdrøm om en ny tilværelse, og Frisøndag, 1954 om en midaldrende værkførerkones oprør efter en menneskealders misbrug er nok F.s bedste større dramatiske arbejder. Romanerne viser F. som replikkens mester og i sine sidste år forløste han en levende humor, fx i den fine enakter Livet er skønt, 1947 om en afdanket bokser og i Kærlighedens Narre, 1950, der er en ren farce omkring en ægteskabssvindler. Den moralskpædagogiske tendens i F.s dramatik kommer tydeligt frem i hans mange arbejder for Dansk skolescene. Jeg vil være en Anden, 1940 viser igen dagdrømmen om at skifte identitet. F. skabte en intelligent sociologisk romankunst. Hans arbejder handler om og kommenterer tidens problemer og ideer. De fungerede samtidigt og gav ham en stor og begejstret læserskare, men de har vist ringe evne til at overleve. – F. fik H. C. Andersen-mindemedaljen 1932, Emma Bærentzens legat s.å., Carl Møllers forfatterlegat 1935, Otto Benzons forfatterlegat s.å. og det Anckerske legat 1936. Medlem af Dansk forfatterforenings bestyrelse 1932-39 og Danske dramatikeres bestyrelse 1944, formand 1946.