Leo Hjortsø, Leo Erwyn Hjortsø, 24.8.1909-29.12.1996, filolog. Født i Kbh. (Fødsst.). H. blev klassisk sproglig student fra Østre Borgerdyd skole 1928 og cand.mag. i græsk og latin 1934. Efter ti års ansættelse ved Ålborg katedralskole vendte H. tilbage til Kbh. 1947, først til Aurehøj statsskole, fra 1948 til Østre Borgerdyd skole hvorfra han trak sig tilbage i 1977. 1968–78 var han ekstern lektor i klassisk filologi ved Kbh.s univ. H. er en begejstret græcist og en utrættelig formidler af græsk kultur fra den klassiske oldtid til nutiden. For H. er litteraturen og kunsten to lige udtryksrige og grundlæggende sider af kulturlivet, og han er i sjælden grad fortrolig med såvel græsk litteratur som græsk arkæologi, kunst og topografi, to områder han mere end andre har formået at forene i sin kyndige og engagerende undervisningspraksis. Ved siden af sin skole- og universitetsgerning har H. haft tid til en betydelig oversættervirksomhed og litterær produktion, ofte i samarbejde med andre klassiske filologer, omfattende lærebøger (herunder det meget benyttede billedværk Klassisk Kunst. 1945 og senere), fremragende klassikeroversættelser (bl.a. Homeriske hymner, Herodot, Pausanias, tragedier af Sofokles, Euripides, Seneca), og selvstændige indføringer om Olympia. 1960 og senere, Græske guder og helte, 1971 og De græske historikere. 1975. H. er en pioner inden for formidlingen i Danmark af det moderne Grækenlands kultur (Græske stemmer. 1963, Græske billeder. Med danske forfattere og kunstnere i Grækenland, 1964) og var en årrække formand for foreningen Grækenlands venner. Siden fagets oprettelse har han været censor i nygræsk sprog og litteratur ved Kbh.s univ.

Familie

Forældre: speditør Christian H. (1887–1972) og Elise Vilhelmine Hansen (1889–1921); plejeforældre: inspektør Christen H. (1872–1939) og Frederikke Ludvigsen (1873–1930). Gift 1. gang 24.12.1936 i Kbh. med Ellen Agnete Stender Hansen, født 7.11.1909 i Kbh., død 31.1.1977 i Ålborg. Ægteskabet opløst 1950. Gift 2. gang 30.9.1950 i Kbh. (b.v.) med Birtha Henriette Pedersen, født 3.5.1924 i Nørresundby. Ægteskabet opløst 1954. Gift 3. gang 6.10.1956 i Gentofte (b.v.) med Birgit Levy, født 9.11.1933 i Kbh. (Trin.), d. af repræsentant Poul Albert L. (født 1905) og Ulla Elisabeth Poulsen (født 1907). Ægteskabet opløst 1977.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig