Lucas Debes, Lucas Jacobsen Debes, 1623-28.9.1675, præst, topograf. Født i Stubbekøbing, død i Torshavn, begravet sst. D. blev student 1647 fra Slagelse, kapellan i Torshavn 1651, sognepræst og rektor ved latinskolen sst. 1652, viceprovst 1667, landprovst 1670 og magister 1673. Foruden at være en lærd mand besad D. praktisk evne og en dygtighed til at fremstille en sag mundtligt eller skriftligt som sikrede den et heldigt udfald. Han må tillige have været en vindende personlighed. Da han i krigsårene 1658-59 rejste til Danmark for at opnå begunstigelser for skolen og sig selv, blev skibet opbragt af svenskerne og ført til Göteborg, men ved sin lærdom og sine prædikener vandt han kommandantens gunst så at han blev frigivet efter et års fangenskab og kom til Kbh. For befolkningen på Færøerne var det et held at have en mand med en retfærdighedsfølelse og uforfærdethed som D. der aldrig blev træt af at påtale de Gabelske embedsmænds ulovligheder. Ved forordning af 29.4.1661 havde Gabel opnået at intet klagemål mod magthaverne på øerne kunne komme frem til kongen uden at det først kom til disses kundskab, og selvfølgelig gjorde de alt hvad der stod i deres magt for at hindre D. i at komme fra øerne og forebringe kongen befolkningens klagemål. 1670 og 1671 lykkedes dette fogeden, men 1672 kom D. af sted sammen med to færinger, og de medbragte da et så stort bevismateriale mod fogeden at de for en kongelig kommission fik sat alle deres ønsker igennem. Med kommandanten på Torshavns skanse, Claus Becker, der på en skammelig måde havde krænket D.s hus lå han også i strid. Dec. 1673 udgav han to bøger af hvilke Kongelig Majestæt ved Propheten Jeremiam affmaled var foranlediget af den tekst han havde valgt 17.8.1670 da han prædikede i Torshavns kirke ved arveedens aflæggelse til Christian V, nemlig profeten Jeremias ord. "Voris Hoffvedets Krone er affalden". Den anden bog, Færoæ et Færoa reserata som vakte stor opsigt da den udkom, og er oversat både til engelsk og tysk er endnu en hovedkilde for dem der vil søge oplysning om Færøerne. -D. havde ingen børn, men flere af hans søsters talrige efterkommere har antaget slægtsnavnet D.

Familie

Forældre: residerende kapellan i Stubbekøbing, senere sognepræst på Bogø Jacob Nielsen (1558-1633). Gift Anna Rasmusdatter (gift 1. gang med sognepræst i Torshavn Hans Rasmussen, 1603-51), d. af sognepræst på Vågø Rasmus Sørensen (1574-1641).

Bibliografi

L.D. Færøernes beskrivelse, 1963 (faksimileudg. med indledn. og noter af Jørgen Rischel). – N. Andersen: Færøerne 1600-1709, 1895 390-401. Jon Helgason: L. D., 1940.

Kommentarer (2)

skrev Lars Asker Seerup

Jeg forstår ikke, at Lucas Debes er født i Stubbekøbing. Hans far, Jacob Nielsen, var kapellan i Stubbekøbing 1608 - 09. Jacob Nielsen var sognepræst på Bogø fra 1609 - 33. Da Lucas Debes blev født i 1623, lyder det ikke logisk, at han skulle være født i Stubbekøbing. Det er mere sandsynligt, at han er født på Bogø. Hvad er kilden til oplysningen om fødestedet, Stubbekøbing?

svarede Ida Elisabeth Mørch

Tak for din kommentar. Vi kan ikke finde frem til kilden til den oplysning, og vi kan desværre ikke afgøre om der er en fejl i oplysningerne om fødestedet.
Venlig hilsen
redaktionen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig